Hjort giver røffel til K: Sammenligner Pape med Liz Truss

De Konservative lancerede topskattelettelser i en meget ambitiøs skatteplan. Det var en fejl, mener Claus Hjort Frederiksen.
Claus Hjort Frederiksen mener, at det har været en katastrofe for blå blok, at der har været to statsministerkandidater.
Claus Hjort Frederiksen mener, at det har været en katastrofe for blå blok, at der har været to statsministerkandidater.
af ritzau

Venstre-veteranen Claus Hjort Frederiksen, der stopper i Folketinget efter valget, mener ikke, at det har været en fordel for blå blok, at blokken har stillet med to statsministerkandidater.

”Som tingene har udviklet sig, tror jeg godt, man kan sige, at det har været en ulempe,” siger han til Ritzau.

Over for DR kalder han det direkte ”en katastrofe”.

Den Konservative formand, Søren Pape Poulsen, lancerede sit kandidatur midt i august Men derefter blev Pape centrum i en række dårlige sager, og partiet står ifølge valgstedsmålinger hos både DR og TV 2 til at få et dårligere valg end 2019.

”Man kan i hvert fald sige, at de (Konservative, red.) ikke har bidraget meget til valgresultatet,” siger Claus Hjort.

Til flere andre medier siger Venstre-veteranen, som har siddet i Folketinget i 17 år, at De Konservative har fejlet ved at gå til valg på topskattelettelser.

Til TV 2 sammenligner han Søren Pape Poulsen og De Konservative med det konservative parti i Storbritannien, hvor nu tidligere premierminister Liz Truss ifølge Hjort blev ”kørt ud på en trækvogn” efter at have givet topskattelettelser.

Konservative lancerede topskattelettelser i en meget ambitiøs skatteplan, som Hjort flere gange har advaret imod.

Han står bag Hjort-doktrinen, som sikrede Venstre magten i 00’erne ved at slække på liberal økonomisk politik. Doktrinen indebar, at ambitionerne om store skattelettelser og offentlige milliardbesparelser blev afløst af et skattestop og opbakning til velfærdsstaten.

Selv om De Konservative er gået tilbage, har Venstre angiveligt ikke formået at samle de konservative stemmer op. Claus Hjort Frederiksen mener, at oddsene har været hårde for partiet.

”Vi har jo haft en formand, som er brudt ud af partiet, og en næstformand, der er brudt ud af partiet. Og de har hver startet deres parti med det formål at tage stemmer fra Venstre,” siger han og henviser til Lars Løkke Rasmussens Moderaterne og Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne.

”Det er, som det er. Det, der giver mig håb for fremtiden, er, at Venstre stadig er Folketingets næststørste parti,” siger Claus Hjort.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Photo: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter