Marianne Karlsmose trækker sig som formand for Kristendemokraterne

KD-formand foreslår, at partiet opgiver drømmen om at komme i Folketinget og fokuserer på regionspolitik. (opdateret)
Marianne Karlsmose mener ikke, at kræfterne i partiet bruges bedst på at kæmpe om at komme tilbage i Folketinget. | Foto: Philip Davali
Marianne Karlsmose mener ikke, at kræfterne i partiet bruges bedst på at kæmpe om at komme tilbage i Folketinget. | Foto: Philip Davali
af ritzau

Marianne Karlsmose vil trække sig som landsformand for Kristendemokraterne og anbefaler desuden, at partiet ikke søger at blive opstillet ved næste folketingsvalg. Det oplyser hun i en pressemeddelelse.

”Jeg har længe været afklaret med, at dette valg blev mit sidste som folketingskandidat for KD på landsplan, og at jeg ville gå af som formand efter valget, hvis ikke vi blev valgt ind,” siger hun i pressemeddelelsen.

Ved valget i sidste uge var partiet opstillingsberettiget og fik 0,5 procent af stemmerne. Det var dog ikke nok til at blive valgt ind, da spærregrænsen ligger på to procent. Til gengæld var Kristendemokraterne tæt på ved valget i 2019. Dengang fik partiet 1,7 procent af stemmerne.

Marianne Karlsmose kalder det seneste valgresultat for ”meget skuffende”. Hun forklarer det blandt andet med, at partiet i løbet af i år har skiftet formand, da Isabella Arendt gik af og samtidig forlod partiet.

”Jeg er ikke i tvivl om, at KD har en berettigelse i dansk politik. Jeg må samtidig også konstatere, at der er alt for få danskere, der er enige med mig. Det er tid til, at vi i KD ser realiteterne i øjnene,” siger Karlsmose.

Kristendemokraterne har ikke opnået valg til Folketinget siden 2000’erne.

Efter at have været uden repræsentation i Folketinget i 16 år fik Kristendemokraterne i 2021 et folketingsmedlem, da Jens Rohde skiftede fra De Radikale til Kristendemokraterne. Han meldte sig dog ud af partiet i august og fortsatte som løsgænger frem til valget, hvor han ikke genopstillede.

Parti skal fokusere på kommunal- og regionspolitik

Kristendemokraterne kan efter valget gå i gang med at indsamle de cirka 20.000 vælgererklæringer, der er nødvendige for at kunne stille op ved næste valg. Men Marianne Karlsmose anbefaler, at partiet undlader at gøre det. I stedet foreslår hun, at partiet alene fokuserer på regions- og kommunalpolitik.

”Min anbefaling er, at vi ikke går i gang med at samle vælgererklæringer til næste folketingsvalg, men fokuserer på kommunal- og regionspolitik og på som meningsdannere at bidrage til den politiske debat. Det er smerteligt, men nødvendigt, for jeg kan ikke længere se, hvordan vores parti skal få styrke nok til at komme tilbage i Folketinget,” siger hun.

Marianne Karlsmose vil dog officielt fortsætte som landsformand lidt endnu.

Hun skriver, at hun lørdag vil foreslå partiets hovedbestyrelse at indkalde til et ekstraordinært landsmøde med henblik på at vælge ny formand.

KD udfordrer Løkke: Vi er Danmarks borgerlige midterparti

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også