Så er WTO-forhandlingerne i gang: EU, USA og Japan vil fremsætte reformforslag

Forhandlingerne, der skal redde WTO, blev skudt i gang tirsdag. Et resultat blev, at EU, USA og Japan er blevet enige om at fremsætte et forslag til konkrete reformer ved det næste WTO-møde.
Foto: EU/Andrea Renault
Foto: EU/Andrea Renault

BRUXELLES

Ved det næste møde i verdenshandelsorganisationen WTO's udvalg for handel med varer vil EU, USA og Japan fremsætte et forslag til, hvordan man kan ændre reglerne for gennemsigtighed og advisering om statsstøtte.

Det fremgår af en fælles erklæring fra EU's handelskommissær Cecilia Malmström, den amerikanske handelsrepræsentant Robert Lighthizer og den japanske økonomiminister Hiroshige Seko, efter de i sidste uge holdt møde i New York.

Som PolicyWatch tidligere har beskrevet, bliver WTO af mange beskrevet som ineffektivt, og organisationen kan ende med at kollapse helt, hvis der ikke sker nogle reformer.

Derfor har EU sat sig for at drive reformforhandlingerne fremad, og det er mødet med amerikanerne og japanerne et eksempel på.

Intet konkret på plads

Løftet om et forslag er det første konkrete udkomme af forhandlingerne, men selve forslaget er dog ikke på plads endnu.

De tre repræsentanter har nemlig "instrueret deres eksperter til at diskutere udviklingen af et potentielt fælles forslag," fremgår det af erklæringen.

De tre repræsentanter blev også enige om at tale videre om flere andre problemstillinger. Blandt andet har de bedt deres medarbejdere undersøge omfanget af politikker, der bliver kaldt 'ikke markedsorienterede', hvilket for eksempel kan være en politik, der fører til overkapacitet eller skaber unfair konkurrence.

Desuden er de blevet enige om at "intensivere diskussionerne" af, hvad man kan gøre for at ændre på reglerne for statsstøtte via statsejede selskaber - en praksis, som især Kina er blevet beskyldt for at benytte sig af.

Endelig har de planer om at "række ud til og opbygge konsensus med andre ligesindede" medlemslande, når det kommer til at få lukket ned for tvungne teknologioverførsler. Det er typisk også Kina, der bliver nævnt som synderen i den sammenhæng.

Der er dog lang vej igen, før de første reformforslag kan blive stemt igennem. I WTO kræver alle ændringer nemlig enstemmighed blandt de 164 medlemslande, og man har siden midten af 1990'erne uden held forsøgt at nå til enighed om forskellige ændringsforslag.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også