USA og Kina forlænger forhandlingerne i handelskrig med en dag

Efter to dage ved forhandlingsbordet har de to lande besluttet at lade drøftelserne fortsætte til onsdag.
/ritzau/FINANS

De seneste to dage har USA og Kina forhandlet om mulige løsninger på den handelskrig, der blussede op i løbet af sidste år, og tirsdag har de to lande besluttet sig for at forlænge drøftelserne med endnu en dag.

Det bekræfter en talskvinde fra det amerikanske handelskontor (US Trade Representative, red.) ifølge Financial Times uden at uddybe årsagen til, at handelsforhandlingerne fortsætter en dag mere end planlagt.

Mandag og tirsdag har ikke budt på de store nyheder fra forhandlingsbordet, men tirsdag eftermiddag slog den amerikanske præsident, Donald Trump, fast på det sociale medie Twitter, at handelsforhandlingerne ifølge ham går "meget godt".

En kinesisk embedsmand med kendskab til drøftelserne har kaldt forhandlingerne for "konstruktive", men ifølge The Wall Street Journal er Kina og USA fortsat langt fra at indgå en aftale, på trods af at de to lande har nærmet sig hinanden.

Drøftelserne mellem USA og Kina i denne uge kommer, efter at de to lande i december indgik en våbenhvile i handelskrigen på 90 dage. Det skete efter et møde mellem Donald Trump og den kinesiske præsident, Xi Jinping, ved G20-mødet i den argentinske hovedstad, Buenos Aires.

/ritzau/FINANS

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også