Verdensbanken varsler svagere vækst efter handelskonflikt

Lavere produktion, øget rente og handelskonflikten mellem USA og Kina er blandt årsagerne til svagere vækst.
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS/Johannes P. Christo
Foto: Ritzau Scanpix/REUTERS/Johannes P. Christo
AF RITZAU

Verdensøkonomien vil både i år og næste år vokse langsommere end ventet. Årsagerne skal findes i øgede handelsspændinger og lavere produktion.

Sådan lyder den seneste prognose fra Verdensbanken sent tirsdag aften. 

Ifølge rapporten "Mørkere skyer" fra Verdensbanken vil verdens samlede bruttonationalprodukt (bnp) vokse med 2,9 procent i 2019 og 2,8 procent året efter. 

Det er lavere end forrige prognose, som blev præsenteret i juni. Dengang anslog Verdensbanken, at økonomien i 2019 ville vokse med tre procent. 

Prognosen bekymrer Ayhan Kose, der er økonom i Verdensbanken.

"I 2017 kørte økonomien på pumperne. I 2018 begyndte motorerne at sige fra," udtaler han ifølge nyhedsbureauet AP.

Også bankens topchef, Kristalina Georgieva, frygter, at den næste prognose for verdensøkonomien vil se endnu mere dyster ud. 

Den negative udvikling hænger blandt andet sammen med handelskonflikten mellem USA og Kina, der har varet siden marts 2018. 

Handelskonflikten og de øgede toldsatser har allerede haft konsekvenser for begge lande. Men også i år og næste år kan konsekvenserne mærkes. 

USA's økonomiske vækst er for indeværende år nedjusteret fra 2,9 procent til 2,5 procent. Næste år forventes en yderligere nedjustering til 1,7 procent. For Kina gælder en nedjustering fra 6,5 procent til 6,2 procent for indeværende år.

Også de 19 eurolandes økonomier er blevet nedjusteret fra 1,9 procent til 1,6 procent i 2019. Til sammenligning voksede verdensøkonomien sidste år med tre procent og 3,1 procent i 2017.

Verdensbankens oprindelige formål var at finansiere genopbygningen efter Anden Verdenskrig. I dag fungerer den som en international organisation, der bekæmper fattigdom ved blandt andet at tilbyde lån til ulande.

Men en øget rente er med til at lægge yderligere pres på finansmarkederne. Det gælder særligt lande med en voksende økonomi og selskaber, der lånte meget, da renterne var lave efter finanskrisen i 2008 og 2009. 

Når disse lån udløber, må mange refinansiere gælden med højere rente. 

En anden af Verdensbankens bekymringer er bnp-væksten i afrikanske lande syd for Sahara. Her vil væksten ifølge prognosen i gennemsnit være mindre end en procent de næste tre år. 

"Det gør det meget vanskeligt, hvis ikke umuligt, at reducere fattigdom," forklarer Ayhan Kose. 

/ritzau/Reuters

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også