Vigtig spiller i USA's Rusland-undersøgelse er tæt på exit

Vicejustitsminister Rod Rosenstein går ifølge flere medier, når han inden længe får ny chef i ministeriet.
USA's vicejustitsminister, Rod Rosenstein. | Foto: Ritzau Scanpix/Reuters/Leah Millis
USA's vicejustitsminister, Rod Rosenstein. | Foto: Ritzau Scanpix/Reuters/Leah Millis
AF Ritzau/AP

Den amerikanske vicejustitsminister, Rod Rosenstein, ser ud til at være tæt på at forlade præsident Donald Trumps administration.

Det skriver flere medier - heriblandt nyhedsbureauerne Reuters og AP.

Rosenstein har haft en afgørende rolle i den igangværende undersøgelse om mulig russisk indblanding i USA's præsidentvalg i 2016.

Det var blandt andet Rosenstein, der udpegede den tidligere FBI-chef Robert Mueller til at stå i spidsen for Rusland-undersøgelsen. Det er også Rosenstein, der holder øje med efterforskningens forløb.

Reuters har talt med en unavngiven embedsmand i justitsministeriet, som bekræfter afgangen. AP citerer også en unavngiven person for oplysningen.

Rod Rosensteins afgang er ikke officielt bekræftet. Det Hvide Hus' talsmand, Sarah Sanders, antyder indirekte dog, at Rosenstein snart er fortid i Trump-administrationen.

"Jeg tror ikke, der har været nogen vilje fra præsidenten eller Det Hvide Hus' side til at tvinge ham ud. Mit bud er, at han gør plads til, at den nye justitsminister kan bygge sit eget hold omkring sig," siger hun til Fox.

Justitsminister Jeff Sessions meddelte i november sin afgang fra posten.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har siden da nomineret William Barr til at være landets næste justitsminister. Det er normal procedure, at nye justitsministre selv vælger deres vicejustitsminister.

Der er ingen meldinger om, hvornår Rosenstein formelt vil træde tilbage. Hvis William Barr som ventet udnævnes som ny justitsminister, overtager han ansvaret for Rusland-undersøgelsen, hvis Rosenstein forlader sin post.

Republikanske Lindsey Graham, der er nyudnævnt formand for Senatets retsudvalg, understreger, at Rusland-undersøgelsen vil fortsætte uændret med Barr som ansvarlig for undersøgelsen.

"Jeg kan forsikre jer om, at han (William Barr, red.) har høje tanker om hr. Mueller, og han er fast besluttet på at lade hr. Mueller færdiggøre sit arbejde," siger Lindsey Graham ifølge Reuters.

Trump fyrer sin udskældte justitsminister 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også