USA: Nye WTO-regler er ikke løsningen på handelskonflikt

En modernisering af WTO vil være et nytteløst forsøg på at få Kina til at rette ind, vurderer USA.
USA's præsident, Donald Trump. | Foto: Ritzau Scanpix/AP/Andrew Harnik
USA's præsident, Donald Trump. | Foto: Ritzau Scanpix/AP/Andrew Harnik
AF RITZAU

Det vil være nytteløst at forhandle nye regler i Verdenshandelsorganisationen (WTO) med det formål at tøjle Kina i handelsstriden med USA.

Det vurderer kontoret for USA's Handelsrepræsentant (USTR), der er den amerikanske myndighed på området, i sin årlige rapport.

USA's præsident, Donald Trump, har flere gange kritiseret WTO og givet udtryk for, at han ikke bryder sig om den måde, organisationen fungerer på.

Han har blandt andet givet udtryk for, at USA bliver snydt i handlen med EU og Kina, og at WTO ikke formår at hjælpe ham.

I august 2018 truede han med at trække USA ud af WTO.

Flere af USA's allierede, herunder EU, Canada og Japan, har derfor drøftet muligheden for at gennemføre de første ændringer og moderniseringer af WTO, siden organisationen blev oprettet i 1995.

Men det vil være "urealistisk at forvente succesfulde forhandlinger om nye WTO-regler, som skulle kunne begrænse Kinas nuværende tilgang til økonomi og handel på en meningsfuld måde", lyder det fra handelskontoret.

Alle ændringer i WTO kræver, at samtlige 164 medlemslande når til enighed. Alle tidligere forsøg er derfor blevet trukket i langdrag. 

USTR mener, at det vil være "meget usandsynligt", at Kina vil godkende nye regler, som vil kunne ramme Kinas handelspraksis og økonomiske system.

USA klandrer derfor Kina for den manglende modernisering af WTO.

USTR lover i rapporten at fortsætte sit arbejde for at beskytte amerikanske arbejdere, landmænd og virksomheder.

"Indtil Kina ændrer sin tilgang til økonomi og handel, vil USA gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at sikre, at omkostningerne for Kinas handelsstrategi betales af Kina, ikke af USA," lyder det i rapporten.

USA og Kina har i de første dage af februar holdt handelssamtaler i Washington, hvor begge parter har meldt om vigtige fremskridt i forhandlingerne.

De er dog ikke nået frem til en aftale, der kan sætte en stopper for handelskonflikten. 

Sker det ikke inden den 2. marts, har USA varslet yderligere toldstigninger på kinesiske varer.

/ritzau/Reuters

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også