USA overvejer at udskyde told på mexicanske varer

En opblødning kan være på vej i handelskonflikten mellem USA og Mexico, efter parterne har stødt hovederne sammen i forhandlinger.
Foto: Ritzau Scanpix/AFP/Henry Nicholls
Foto: Ritzau Scanpix/AFP/Henry Nicholls
AF RITZAU FINANS

I sidste uge overrumplede USA's præsident, Donald Trump, det meste af omverden med at varsle told på importvarer fra Mexico, hvis ikke landet griber ind og standser strømmen af immigranter til USA's sydlige grænse.

Torsdag er der dog en mulig opblødning, da USA ifølge unavngivne kilder overvejer at udskyde indførelsen af told, da tidsfristen nærmer sig, mens de to lande forhandler om immigrationsspørgsmålet, skriver Bloomberg News.

Kilderne peger på, at en told på 5 pct. den 10. juni stadig er det mest sandsynlige, men de anerkender samtidig, at Mexico har taget spørgsmålet alvorligt i forhandlingerne. Og en eventuel told kan også ende med at være kortvarig, hvis Mexico griber ind mod strømmen af immigranter, oplyses det til Bloomberg News.

Mexico har blandt andet sendt sin udenrigsminister, Marcelo Ebrard, til forhandlingerne i Washington, men landet ønsker mere tid til at diskutere mulige løsninger.

Trump varslede sidste fredag told på 5 pct. på alle mexicanske varer fra den 10. juni og stigende med 5 pct.point ad gangen indtil 25 pct., hvis ikke Mexico sætter ind over for immigrationen.

USA's udmelding kom stort set samtidig med, at en ny handelsaftale mellem USA, Mexico og Canada, som skal erstatte Nafta-aftalen, er klar til underskrift og godkendelse.

Mexico er USA's tredjestørste handelspartner. I 2018 importerede amerikanerne varer for 346,5 mia. dollar fra mexicanerne, mens USA omvendt eksporterede 265,0 mia. dollar til Mexico. Mexico kan derfor potentielt svare ganske hårdt igen mod USA.

Udfordringen for tariffer mellem de to lande er dog ikke bare et spørgsmål om tal, det vil også røre ved en meget kompleks forsyningskæde for erhvervslivet i begge lande. En stor mængde varer krydser således flere gange henover grænsen mellem de to lande, inden de når deres slutkunder. Således skrev New York Times i fredags, at 30 pct. af USA's import fra Mexico reelt er startet som eksport fra USA til naboen i syd.

Eksempelvis leveres mange dele fra USA til samlingen af biler i Mexico, inden de store bilproducenter til sidst afsætter køretøjerne i USA, og ifølge viceudenrigsminister i Mexico, Jesús Seade, krydser nogle dele grænsen helt op til otte gange, skrev The Wall Street Journal.

Trumps beslutning har mødt kritik i USA, ikke bare bland Demokraterne, men også hos partifællerne i det republikanske parti, hvor mange kalder tolden en skat på amerikanske borgere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også