Danske fødevarevirksomheder trodser embargo: Runder 2 milliarder i eksport til Rusland

Selvom Rusland har et importforbud af fødevarer fra bl.a. Danmark, sælger danske virksomheder nu for over 2 mia. kr. til det russiske marked. Landet mod Øst har brug for dansk fødevareteknologi, lyder forklaringen.
Den russiske præsident, Vladimir Putin, stod bag annekteringen af Krim i 2014, som siden førte til sanktioner mod Rusland og derefter et importforbud af fødevarer fra EU. | Foto: Ritzau Scanpix/AP/Alexei Nikolsky
Den russiske præsident, Vladimir Putin, stod bag annekteringen af Krim i 2014, som siden førte til sanktioner mod Rusland og derefter et importforbud af fødevarer fra EU. | Foto: Ritzau Scanpix/AP/Alexei Nikolsky

Paradoksalt nok stiger den danske eksport af fødevareteknologi til Rusland, selvom det store rige siden 2014 har haft et importforbud af fødevarer fra EU-landene samt Norge, USA, Canada og Australien.

Det skriver Landbrug og Fødevarer i en pressemeddelelse i anledning af et eksportfremstød i netop Rusland.

Ifølge Jens Munk Ebbesen, områdedirektør for fødevare- & veterinære forhold hos Landbrug & Fødevarer, skyldes den danske eksportsucces, at Rusland efterspørger teknologi til at producere egne fødevarer, når landet har et importforbud fra blandt andet EU's fødevarekammer.

"De danske virksomheder er rigtig langt fremme i forhold til de teknologiske løsninger indenfor fødevareerhvervet. Og det er netop nogle af de varer, som russerne særligt efterspørger efter embargoen, hvor de ikke længere kan importere fødevarer udefra, og derfor har været nødt til at udvide deres egen produktion betragteligt," udtaler Jens Munk Ebbesen i en pressemeddelelse.

Det russiske importforbud af blandt andet danske fødevarer blev strammet i 2014. Det kom i kølvandet af, at EU pålagde Rusland en række sanktioner på grund af annekteringen af den ukrainske halvø Krim. Det fik Rusland til at komme med et modtræk, så fødevarevirksomheder ikke længere kunne eksportere blandt andet oksekød, svinekød, frugt og grønt-produkter, fjerkræ, fisk, ost, mælk og mejeriprodukter.

Landbrug og Fødevarer er lige nu på et eksportfremstød i landet sammen med virksomheder som Chr. Hansen og Foss A/S for at sikre, at Rusland også fremover vil bruge dansk fødevareteknologi.

Peter Skade, der er salgsdirektør i Foss A/S, udtaler i pressemeddelelsen, at Rusland er et interessant marked for virksomheden, der leverer løsninger til fødevareindustrien.

"Rusland besidder 25 pct. af klodens dyrkbare jord. Derfor er landet selvsagt et meget interessant marked for Foss og vores løsninger til fødevareindustrien. Vi har i de senere år oplevet en markant vækst i Rusland pga. stabile markedsbetingelser, investeringsvillighed i kombination med øget fokus på kvalitet og en stigende eksport af råvarer og forarbejdede fødevarer. Det gælder inden for både korn - især hvede - og mejeri, foder og kød," lyder det fra Peter Skade.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også