Centralbanken i USA sænker renten: Usikker på vejen frem

Den amerikanske centralbank sænker renten på grund af usikkerhed om den internationale økonomi.
Foto: Carlos Barria / Reuters / Ritzau Scanpix
Foto: Carlos Barria / Reuters / Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Den amerikanske centralbank, Federal Reserve, sænker sin toneangivende rente med 0,25 procentpoint til et spænd på 1,75 til 2 pct.

Det har centralbankens styrekomité besluttet på et møde onsdag som svar på, hvad centralbanken beskriver som en usikker nær fremtid.

Rentesænkningen var ventet og kan forklares med usikkerheden skabt af handelskrigen mellem Kina og USA, forklarer cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer.

Han noterer, at de mørke skyer i horisonten dog langt fra er den eneste historie om amerikansk økonomi lige nu.

"Selv om krisefrygten er tiltaget, så har vi fået en række positive økonomiske nøgletal fra den amerikanske økonomi på det seneste," skriver han i sin analyse.

Normalt er en rentesænkning en måde for centralbanken at stimulere lysten til at låne penge og foretage investeringer. Derfor bruges det oftest i nedgangstider.

Et tiltag fra centralbanken tager dog tid, før det får effekt ud igennem den amerikanske økonomi.

Derfor er centralbanken fanget mellem en god amerikansk økonomi lige nu, mens udsigterne for den nærmere fremtid ser mere sløje ud.

Internt i centralbanken er der også uenighed om, hvad det rette træk er. Af de ti medlemmer af bankens bestyrelse, som har stemmeret, blev rentesænkningen vedtaget af et flertal på syv ud af ti.

To medlemmer stemte for at holde renten i ro, mens det sidste medlem ville sænke renten yderligere.

Derudover deltog syv andre medlemmer, som ikke havde stemmeret i mødet.

Alle 17 har givet deres mening til kende om, hvordan de ser den nærmeste fremtid. Og her er der mildest talt ikke enighed om vejen frem.

Syv af dem spår, at der kommer endnu en rentesænkning i år. Fem vurderer, at renten forbliver den samme året ud. De sidste fem tror, at centralbanken kommer til at hæve sin toneangivende rente på et tidspunkt inden nytår.

"Det skyldes nok, at amerikansk økonomi i øjeblikket vokser i to forskellige tempi," vurderer senioranalytiker Mikael Olai Milhøj fra Danske Bank.

"Forbrugsdelen af økonomien, som er klart den vigtigste vækstmotor, klarer sig ganske hæderligt med solid forbrugsvækst og stadig forholdsvis høj forbrugertillid. Industridelen af økonomien derimod er under pres fra den globale industrirecession, vi oplever i øjeblikket. Den amerikanske centralbanks hovedpine er, at nedturen i industrien, der også er kommet til USA, måske smitter af på resten af økonomien med tiden."

Det er anden gang i år, at den amerikanske centralbank sænker sin rente. Sænkningerne står i kontrast til sidste år, hvor centralbanken fire gange vedtog rentestigninger.

Siden finanskrisen har centralbanken i alt hævet renten ni gange.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også