Trump kom på uanmeldt lynvisit på FN's klimatopmøde

USA's præsident og vicepræsident lyttede kortvarigt med ved klimatopmøde, inden de gik til møde om religion.
Foto: Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

USA's præsident, Donald Trump, dukkede mandag kortvarigt op til FN's klimatopmøde i New York.

Trump talte ikke selv ved mødet, men tilbragte et par minutter i salen, hvorefter han fortsatte til et møde om religionsfrihed.

Han gik glip af den indledende tale fra FN's generalsekretær, António Guterres, og den svenske klimaaktivist Greta Thunbergs følelsesladede opsang til verdens ledere.

Men han fik den tyske forbundskansler Angela Merkels tale med og klappede undervejs.

Trumps tilstedeværelse udløste en kommentar fra New Yorks tidligere borgmester Michael Bloomberg, som talte umiddelbart efter, at Trump havde forladt salen igen.

"Tak for at være her, præsident Trump. Forhåbentlig vil vores drøftelser her være brugbare for dig, når du skal formulere en klimapolitik," lød det fra Bloomberg, der er fortaler for skrappere amerikanske klimatiltag.

Han takkede præsidenten for at være kommet forbi og tilføjede, at han håber, at det kan præge regeringens klimapolitik, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den korte deltagelse i klimatopmødet stod ikke opført i præsidentens officielle kalender.

Det Hvide Hus havde på forhånd meddelt, at Trump ikke ville deltage i klimatopmødet, hvor ledere fra hele verden er samlet for at drøfte, hvordan de kan bremse den globale opvarmning.

Men mødet om religionsfrihed er "vores hovedbegivenhed", siger en embedsmand i Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet dpa.

Trump var i selskab med sin vicepræsident, Mike Pence. Begge har ved flere lejligheder udtrykt dyb skepsis over for, om klimaforandringerne er reelle.

Præsidenten trak i 2017 USA ud af Parisaftalen. Den blev indgået i 2015 mellem 200 lande, der forpligtede sig til at opstille nationale mål for at nedbringe udledningen af drivhusgasser.

Formelt kan USA dog først forlade aftalen i 2020.

Trump har også tilbagerullet en stor del af den lovgivning, som forgængeren Barack Obama indførte på miljø- og klimaområdet.

Trump har talt om klimaforandringer som et "kinesisk fupnummer" og i stedet arbejdet for at fremme brugen af kul og andre fossile brændstoffer.

Globale temperaturer er på vej mod rekord om fem år Pensionskasser øremærker 350 milliarder til grøn omstilling Mette Frederiksen før klimatopmøde: Vi har taget førertrøjen 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også