Labour-politikeren Lindsay Hoyle er mandag aften valgt til det britiske underhus' formand. Han var en af syv kandidater.
Gennem fire afstemninger fik Underhuset sorteret seks af kandidater fra. Sidste afstemning stod med Lindsay Hoyle og Chris Bryant, der også er fra Labour. Her vandt Lindsay Hoyle med stemmerne 325 mod 213.
Hoyle har lovet, at han som formand vil søge at gøre parlamentet til et mere fredeligt sted.
Han afløser den konservative karismatiske John Bercow, der har sikret sig lokal og international berømmelse ved at være den strenge formand under flere års ophidsede debatter om, hvordan Storbritannien skal forlade EU.
Hoyle har været en af Bercows tre næstformænd siden 2010.
Den 62-årige politiker lovede i et interview til avisen Sunday Times i weekenden, at han vil forsøge at reparere, hvad han kalder et "giftigt parlament" efter flere års hårde debatter om brexit.
Han fortæller i øvrigt avisen, at han har en papegøje opkaldt efter den britiske premierminister som lyder navnet "Boris".
"Jeg ønsker ikke denne tilsvining af hinanden, og jeg mener, at vi meget hurtigt må få lukket ned for det og sikre, at det (parlamentet red.) bliver et roligere sted at være," siger han.
Hoyle blev valgt til parlamentet i 1997 i valgkredsen Chorley nordvest for Manchester. Her har vælgerne genvalgt ham lige siden.
Det får de formelt chancen for igen ved dette kommende valg, men fordi formanden skal forestille at være uden parti, stiller de største partier aldrig en modkandidat til formanden.
Eksempelvis har John Bercows kreds ikke haft en kandidat fra Labour eller Liberaldemokraterne, siden Bercow i 2009 blev formand.
Der har tidligere ikke været særlig stor opmærksomhed om valget af ny formand for det britiske underhus.
Men Bercow har under hele den politiske krise om brexit, der har stået på siden EU-folkeafstemningen i juni 2016, sat et markant aftryk.
Det har fået mange af hans egne konservative til at fordømme ham, når han er gået imod deres ønsker om, hvornår og hvordan der skal stemmes om brexit.
Det parret med en til tider spydig og samtidig elegant tone i salen har givet ham nærmest stjernestatus i Storbritannien og ude i verden.
Ikke mindst når han for fuld kraft har tordnet sit "order" ud over forsamlingen for at få de mest energiske parlamentarikere til at holde op med at råbe og skrige efter hinanden.
