Trump vil optrappe sanktioner over for Iran

Trump fastslår, at USA ikke ønsker at bruge militær magt i Iran-krisen, men vil bruge flere sanktioner.
Foto: BRENDAN SMIALOWSKI/AFP / AFP
Foto: BRENDAN SMIALOWSKI/AFP / AFP
AF RITZAU

USA's præsident, Donald Trump, optrapper sanktionerne mod Iran. Han siger, at Iran er heldig, fordi ingen amerikanske soldater blev dræbt ved angreb på baser i Irak natten til onsdag.

"Alle vores soldater er i god behold. Der skete kun begrænsede materielle skader. Vores styrker er beredt på alt," siger Trump og fastslår, at USA ikke ønsker at bruge militær magt, men vil bruge kraftige økonomiske sanktioner.

"Der vil øjeblikkeligt blive indført nye sanktioner, som vil blive opretholdt, indtil Iran ændrer adfærd," siger han.

Trump siger samtidig, at verdens stormagter må støtte en indsats over for Iran, som skal sikre, at landet ikke udvikler atomvåben og afstår fra at støtte terrorisme.

Den amerikansk præsident siger videre, at Nato må spille en øget rolle i denne krise og blive mere involveret i processen i Mellemøsten.

"USA er parat til fred," siger han i en erklæring fremsat ved et pressemøde i Det Hvide Hus. 

Trump gav udtryk for, at iranerne øjensynligt var indstillet på at nedtone krisen, fordi missilangrebene på baserne i Irak ikke kostede amerikanske soldaters liv.

Iagttagere sagde tidligere onsdag, at Iran øjensynligt med vilje sørgede for, at de missiler, som ramte i Irak, kun forårsagede begrænsede skader. 

Iran affyrede adskillige ballistiske missiler mod luftbasen Al-Asad i det vestlige Irak. Der er både amerikanske og danske soldater blandt de udstationerede på basen. 

Også en luftbase i Erbil i den nordlige og kurdiske del af landet blev beskudt.

De iranske angreb var gengældelse for USA's drab på den magtfulde militærleder Qassem Soleimani.

Det skrev Irans præsident, Hassan Rouhani, onsdag på Twitter.

Den 62-årige Qassem Soleimani var leder af Quds-elitestyrken i Irans Revolutionsgarde og en af Irans mest magtfulde mænd. 

Han befandt sig i et køretøj, som fredag i sidste uge blev ramt af et missil affyret fra en drone. Han var på vej ud af den internationale lufthavn i Bagdad i Irak. USA stod bag droneangrebet.

Dansk erhvervsliv slukker drøm om iransk eksporteventyr

Trump: USA indfører sanktioner mod Irans nationalbank 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også