IMF-chef: Først fuldt comeback en gang i 2021

I april forudså IMF, at nedlukningerne vil skabe den største økonomiske tilbagegang i verden siden 1930'ernes depression, men dataene peger på, at det nu ser værre ud.
Foto: Olivier Douliery/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Olivier Douliery/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Det vil tage meget længere tid end først antaget for den globale økonomi at nå tilbage til niveauet fra før coronakrisen, vurderer Kristalina Georgieva, topchefen i Den Internationale Valutafond (IMF), over for Reuters.

IMF vil formentlig sænke sin nuværende prognose for 2020 til et større negativ vækst end det nuværende ventede fald på 3,0 pct. på verdensplan, og i 2021 vil vi kun se en delvis genrejsning af økonomien mod et tidligere IMF-bud på en vækst på 5,8 pct.

"Det betyder tydeligvis, at det vil tage længere tid at få et fuldt comeback af økonomien efter denne krise," siger Kristalina Georgieva til Reuters.

I april forudså IMF, at nedlukningerne vil skabe den største økonomiske tilbagegang i verden siden 1930'ernes depression, men dataene peger på, at det nu ser værre ud.

Kristalina Georgieva advarer derfor også mod, at øget protektionisme kan påvirke økonomien negativt på et meget uheldigt tidspunkt.

"Vi har brug for at holde handelen åben, især for medicinsk udstyrs og fødevarers vedkommende, og på længere sigt finde en vej til at ud af denne krise."

USA og Kina har under coronakrisen optrappet spændingerne. De har blandt andet kritiseret hinanden for deres respektive håndteringer af coronaudbruddet og hver især beskyldt hinanden for, at virusset er opstået hos modparten.

"Vi bør ikke vende os væk fra det, som har virket for folk overalt. En arbejdsdeling, samarbejde og handel, som tillader, at prisen på varer og ydelser kommer ned, tillader indtægterne at gå op, og reducerer fattigdom inden for lande og på tværs af lande," slår IMF's topchef fast over for Reuters.

IMF's næste prognose offentliggøres til juni.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også