Storbritannien suspenderer aftale med Hongkong om udlevering

Ny sikkerhedslov får briterne til at skrotte aftale om udlevering til Hongkong og udvide våbenembargo.
Foto: -/AFP / AFP
Foto: -/AFP / AFP
Af Ritzau

Storbritannien river en udleveringsaftale med Hongkong midt over, og det har "omgående" effekt.

Det siger den britiske udenrigsminister, Dominic Raab, i en tale i parlamentet mandag.

Desuden udvider Storbritannien en våbenembargo til også at gælde Hongkong, siger ministeren.

Årsagen er den nye sikkerhedslov, som Kina har indført i Hongkong. Den er en "alvorlig krænkelse" af landets internationale forpligtelser, siger Raab.

Dermed er spændingerne mellem briterne og Kina øget yderligere, efter at den omstridte sikkerhedslov blev indført i den tidligere britiske koloni.

Kina har gentagne gange bedt vestlige lande blande sig udenom landets interne anliggender.

Loven, der trådte i kraft i slutningen af juni, er blevet fordømt af en lang række lande.

Ligesom Storbritannien valgte Canada og Australien tidligere på måneden ligeledes at suspendere al udlevering til Hongkong indtil videre.

USA har droppet Hongkongs særlige handelsstatus på grund af loven.

Briterne mener, at sikkerhedsloven bryder med de frihedsgarantier, som Kina gav i 1997, da Hongkong overgik fra britisk til kinesisk styre. De garantier omfatter blandt andet et frit retsvæsen.

Myndighederne i Hongkong og Beijing mener derimod, at loven er afgørende for den nationale sikkerhed. Kina ser angiveligt sikkerheden udfordret af prodemokratiske protester mod det kinesiske styre.

Den nye kinesiske lov for Hongkong forbyder blandt andet oprør eller forsøg på løsrivelse. Det kan give fængsel på op til livstid.

/ritzau/Reuters

Britisk minister: Kinas lov for Hongkong er klart traktatbrud

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også