Federal Reserve: BNP-fald i andet kvartal kan blive største nogensinde

Coronakrisen har medført et større dyk i bruttonationalproduktet i USA, end noget mand så under finanskrisen, lyder det centralbankschef.
Jerome Powell, chef den amerikanske centralbank, Federal Reserve. | Foto: Eric Baradat/AFP/Ritzau Scanpix
Jerome Powell, chef den amerikanske centralbank, Federal Reserve. | Foto: Eric Baradat/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU FINANS

Den økonomiske nedtur i kølvandet på udbruddet af coronavirus og de nedlukninger, som virusudbruddet har medført, er så omfattende, at det formentlig bliver den største økonomiske deroute nogensinde i USA.

Sådan lyder det fra Jerome Powell, der er chef for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, i forbindelse med pressemødet efter bankens rentemøde, der blev afsluttet onsdag.

Han henviser til, at faldet i bruttonationalproduktet (BNP) i USA i andet kvartal bliver større end de dyk, man så i kølvandet på finanskrisen, og at BNP-faldet formentlig bliver det største nogensinde.

Fed-chefen slår også fast, at vejen frem for økonomien er ekstraordinært usikker, at en fuld genrejsning i økonomien er usandsynlig, før folk føler sig sikre, og at genrejsningen også er afhængig af politiske tiltag fra regeringen.

Jerome Powell vurderer dog også, at de finanspolitiske tiltag, der allerede er sat i søen, var gode, hurtige og brede.

Han peger også på, at begge partier - både Republikanerne og Demokraterne - ser et behov for yderligere finanspolitiske tiltag.

Ifølge Powell er det "en god ting", at partierne lige nu forhandler om en ny hjælpepakke, for finanspolitik kan løse udfordringer, som Federal Reserves pengepolitik ikke kan.

Flere gange har Jerome Powell på pressemødet også fremhævet, at Federal Reserve er parat til at bruge hele værktøjskassen for at få økonomien på benene igen.

Og centralbanken har ikke tænkt sig at stoppe, før det er sket, lyder budskabet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også