Trumps antydning af valgfusk møder kritik fra partifæller

Fremtrædende republikaner er "meget utilpas" ved Trumps sejrserklæring og påstande om valgfusk.
Foto: Michael M. Santiago/AFP/GETTY IMAGES NORTH AMERICA/Ritzau Scanpix
Foto: Michael M. Santiago/AFP/GETTY IMAGES NORTH AMERICA/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Den amerikanske præsident Donald Trumps påstand om, at han har vundet i nogle af de afgørende svingstater ved tirsdagens valg, bliver mødt af massiv kritik.

Også præsidentens påstande om, at der er sket valgsvindel, er "skandaløst, uden fortilfælde og ukorrekt", lyder det fra den demokratiske præsidentkandidat Joe Bidens lejr. Trump holdt onsdag morgen klokken 08.30 dansk tid en sejrstale, hvor han sagde, at han havde vundet.

"Vi gjorde klar til en stor fejring. Vi var ved at vinde det hele, og pludselig blev det bare afblæst," sagde Trump.

"Det er svindel mod det amerikanske folk," sagde han ifølge AFP.

Også flere af hans republikanske partifæller retter en skarp kritik mod Trumps sejrstale.

Tidligere senator Rick Santorum, der støttede Trump ved valget i 2016, siger til tv-stationen CNN, at han var "meget utilpas ved det, præsidenten sagde".

Trumps antydninger om, at "der bliver begået svindel af de folk, der tæller stemmerne, er meget forkert," siger Santorum.

Tidligere New Jersey-guvernør Chris Christie er også stærkt kritisk over, at Trump gik så tidligt ud og erklærede sejr.

"Der er intet grundlag for at gøre det," siger Christie til ABC News.

Han afviser også helt Trumps påstande om, at der finder massiv valgsvindel sted.

"Jeg synes det er en dårlig strategisk beslutning, det er en dårlig politisk beslutning, og det er ikke den form for beslutning, man vil forvente fra en, der sidder i den position, som han gør," siger Christie.

På Twitter har Trump skrevet, at Demokraterne var ude på at "stjæle valget" - noget, han også nævnte i sin tale onsdag morgen dansk tid.

Senatets flertalsleder, Mitch McConnell, var knap så kritisk som andre republikanere.

"Det er ikke usædvanligt for folk at hævde, at de har vundet valget," sagde han ifølge netmediet Politico sent tirsdag aften på en pressekonference.

Men han påpegede også, at "det at hævde, at man har vundet, er noget andet end at gøre stemmeoptællingen færdig".

Onsdag omkring klokken 18 dansk tid er alle stemmesedler endnu ikke talt op i syv stater. Når brevstemmerne tælles op, kan de tippe resultatet i den ene eller anden retning.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også