PolicyWatch

Sidste år tangerer varmerekord fra 2016

Året 2020 tangerede en rekord fra 2016 som det varmeste år, der nogensinde er målt, oplyser EU-klimatjeneste.

De seneste 12 måneder har den globale gennemsnitstemperatur ifølge EU-klimatjenesten Copernicus ligget 1,25 grader over niveauet fra før industrialiseringen. Foto: Uk Min Of Defence/Reuters/Ritzau Scanpix

2020 tangerer rekorden for det varmeste år, der nogensinde er målt, sammen med 2016.

Det oplyser EU-klimatjenesten Copernicus Climate Change i en pressemeddelelse fredag.

De usædvanligt høje temperaturer i hele 2020 blev registreret på trods af det tilbagevendende vejrfænomen La Niña, der normalt har en kølende effekt på de globale temperaturer.

Det gør ifølge eksperter varmerekorden endnu mere bemærkelsesværdig.

Rekorden bekræfter en bekymrende tendens, hvor de seneste seks år alle ligger i top seks over de varmeste år målt på kloden.

Ifølge forskerne er en af konsekvenserne ved, at det bliver varmere, at frekvensen og intensiteten af mange ekstreme vejrhændelser øges, lyder det i pressemeddelelsen.

Der var flere eksempler på ekstreme vejrhændelser sidste år.

Rekordtemperaturer i områder som Sibirien og Arktis, voldsomme skovbrande i Australien og USA og kraftige regnskyl i flere asiatiske lande bliver fremhævet.

"De ekstraordinære klimahændelser i 2020 og data fra Copernicus' klimatjeneste viser os, at vi ikke kan spilde tiden Vi må stå sammen som et globalt samfund og sikre klimaneutralitet," siger Matthias Petschke, direktør for klimatjenesten.

Copernicus understreger, at der findes forskellige analyser af den gennemsnitlige global temperatur fra forskellige observatører.

På grund af de forskellige metoder kan der være forskelle i datasættene, og det er derfor muligt, at andre observatører ikke finder 2020 på linje med 2016.

De seneste 12 måneder har den globale gennemsnitstemperatur ifølge Copernicus ligget 1,25 grader over niveauet fra før industrialiseringen.

Det er ikke langt fra grænsen på 1,5 grader, som ifølge FN's klimapanel vil få store konsekvenser for kloden.

Verdens lande indgik i 2015 en fælles klimaaftale på et topmøde i Paris.

Det overordnede mål i aftalen er frem til 2050 at holde den globale temperaturstigning under to grader i forhold til niveauet fra før industrialiseringen.

Landene skal dog stræbe efter at begrænse stigningen til 1,5 grader.

Relaterede

PolicyWatch_TrialBanner 14 dage.png

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra Watch Medier