PolicyWatch

Mette Frederiksen er inviteret med til Bidens klimatopmøde

Mette Frederiksen er inviteret med til et virtuelt klimatopmøde organiseret af USA, oplyser Det Hvide Hus.

Kinas leder, Xi Jinping, og den russiske præsident, Vladimir Putin, er blandt en række ledere, der har modtaget en invitation til mødet. | Foto: Kevin Lamarque/REUTERS / X00157

Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), er blevet inviteret til et virtuelt klimatopmøde af den amerikanske præsident, Joe Biden.

Det fremgår af en pressemeddelelse på Det Hvide Hus' hjemmeside.

Den viser også, at blandt andre Kinas leder, Xi Jinping, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, har modtaget en invitation.

I alt er 40 ledere fra hele verden inviteret. Joe Biden har både sendt invitationer til lande, der går forrest i klimakampen, og til lande, der gør knap så meget for at bekæmpe klimaforandringer.

Det virtuelle klimatopmøde finder sted 22. og 23. april og vil blive livestreamet til offentligheden, oplyser Det Hvide Hus.

Mette Frederiksen er en af blot seks EU-ledere, der har fået en invitation. De øvrige er fra Frankrig, Italien, Polen, Spanien og Tyskland.

Derudover er EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU-præsident Charles Michel også blevet inviteret.

Norges statsminister, Erna Solberg, har ligeledes fået en invitation.

Ledere fra samtlige 17 økonomier, der udgør Major Economies Forum on Energy and Climate Change (MEF), er inviteret. De er tilsammen ansvarlige for omkring 80 procent af verdens udledning af CO2, skriver Det Hvide Hus.

Det drejer sig om følgende: Australien, Brasilien, Canada, EU, Frankrig, Indien, Indonesien, Italien, Japan, Kina, Mexico, Rusland, Storbritannien, Sydafrika, Sydkorea, Tyskland og USA.

USA vendte i februar officielt tilbage til Parisaftalen. Det er en omfattende klimaaftale, som næsten 200 lande underskrev i 2015.

Den tidligere amerikanske præsident Donald Trump trak USA ud af aftalen, da han mente, at den ville skade USA's økonomi.

Joe Biden meddelte straks efter sin indsættelse, at USA ville vende tilbage.

Målet i den internationale aftale er at begrænse den globale opvarmning til en stigning på under to grader - gerne under halvanden grad - sammenlignet med niveauet før industrialiseringen.

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier