Johnson: G7-møde er chance for genopretning efter coronakrise

G7-landene skal sikre, at økonomisk genopretning efter coronakrisen er mere grøn og mere lige, siger Johnson.
Den britiske premierminister, Boris Johnson | Foto: POOL/REUTERS / X80003
Den britiske premierminister, Boris Johnson | Foto: POOL/REUTERS / X80003
af ritzau

G7-topmødet for lederne af nogle af verdens største økonomier er en chance for at lære af erfaringerne fra den globale coronakrise og sikre, at man ikke begår de samme fejl, næste gang en større krise rammer verden.

Det siger værten for topmødet, den britiske premierminister, Boris Johnson, fredag i sin velkomst til lederne fra de andre store økonomier.

Det er første gang i næsten to år, at G7-landenes stats- og regeringscheferne mødes fysisk.

Johnson betegner det som et nødvendigt møde, der skal samle de erfaringer, coronakrisen har givet.

Verden har været gennem "den mest ulykkelige pandemi, vores lande har oplevet i vores levetid, måske længere", siger han ifølge BBC.

"Vi skal sikre, at vi tager ved lære af pandemien. Vi skal sikre, at vi ikke gentager de samme fejl, som vi uden tvivl har begået i løbet af de seneste 18 måneder," siger han.

"Og vi skal sikre, at vi tillader vores økonomier at komme sig," siger han og understreger, at det har de "meget stærkt" potentiale til.

Krisen er en lejlighed til at "build back better" - genopbygge bedre - med lån af den amerikanske præsident Joe Bidens kampagneslogan fra valget sidste år.

I det ligger et potentiale til at skabe millioner af velbetalte job, siger Johnson.

Den økonomiske genopretning skal både være mere grøn, mere lige og også "mere kønsneutral og mere feminin", sagde Johnson til de øvrige G7-ledere, inden han sendte den forsamlede presse udenfor døren.

Det er de øverste politiske ledere fra USA, Storbritannien, Frankrig, Vesttyskland, Italien, Canada og Japan, der er samlet i G7.

EU er også med til G7-møderne og er repræsenteret i form af EU-Kommissionens formand og EU's præsident. EU er ikke formelt medlem.

G20, der er de 20 største økonomier i verden, udspringer af det oprindelige uformelle samarbejde mellem G7-landene.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også