Verdens største elbilproducent, Tesla, skal have undersøgt sit avancerede automatpilotsystem efter en række uheld på de amerikanske veje.
Det står klart, efter at USA's nationale trafiksikkerhedstjeneste, NHTSA, har åbnet en undersøgelse af systemet.
NHTSA har identificeret 11 trafikuheld i USA, hvor Teslas automatpilotsystem har været involveret. Én ulykke resulterede i et dødsfald, mens syv andre uheld medførte skader på i alt 17 personer.
NHTSA meddeler, at tjenesten "bestræber sig på at sikre den højeste sikkerhedsstandard på landets veje".
"For at sikre at den nøglemission lykkes og for bedre at kunne forstå uheldene med Tesla-biler, har NHTSA åbnet en indledende evaluering af Teslas automatpilotsystem," lyder det.
Tesla-stifter Elon Musk har forsvaret systemet. Selskabet har tidligere også advaret om, at systemet stadig kræver "aktivt opsyn fra føreren".
Kritikere mener dog, at systemet for nemt bliver snydt af omgivelserne.
De 11 uheld, som NHTSA har identificeret, er sket med flere forskellige Tesla-modeller. Undersøgelsen omfatter Tesla-modellerne Y, X, S og 3.
Tesla Model 3 var selskabets mest solgte i 2020 og samtidig den klart mest solgte elbil på verdensplan. Ifølge statistikbanken Statista blev der solgt omkring 365.000 af netop den model sidste år. Det var over tre gange så mange som nummer to på listen, Wuling Hongguang Mini EV, som der blev solgt 119.000 udgaver af. I alt solgte Tesla i 2020 omkring en halv million elbiler.
Tesla vil holde tidsplanen på tysk kæmpefabrik trods modstand
Tesla møder store udfordringer på verdens største bilmarked