Valutafond tilbageholder udbetalinger til Afghanistan

Efter pres fra USA tilbageholder Den Internationale Valutafond, IMF, økonomisk hjælp til Afghanistan, så Taliban ikke får fingre i pengene
IMF tilbageholder låneudbetalinger til Afghanistan. | Foto: JOHANNES CHRISTO/REUTERS / X06550
IMF tilbageholder låneudbetalinger til Afghanistan. | Foto: JOHANNES CHRISTO/REUTERS / X06550
af ritzau

Den Internationale Valutafond (IMF) vil tilbageholde økonomiske bidrag til Afghanistan på grund af uklarhed om den politiske ledelse i landet efter Talibans magtovertagelse.

Det oplyser en talsperson for IMF til nyhedsbureauet AFP.

"Der er i øjeblikket en mangel på klarhed i det internationale samfund om anerkendelse af en regering i Afghanistan. Som en konsekvens af det kan landet ikke få adgang til IMF's ressourcer," siger talspersonen.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters kommer udmeldingen efter pres fra det amerikanske finansministerium, der har en kontrollerende ejerandel i IMF.

Finansministeriet vil forhindre, at Taliban kommer i besiddelse af pengene.

IMF's beslutning indebærer, at Afghanistan indtil videre ikke kan trække penge fra et eksisterende låneprogram på 370 millioner dollar.

Lånet blev godkendt i november som støtte til Afghanistan under coronapandemien. Den seneste udbetaling fandt sted i juni - altså før Taliban overtog magten i det fattige land.

Taliban forsøger ifølge direktøren for Afghanistans centralbank, Ajmal Ahmady, at få adgang til bankens reserver.

Ansatte i banken er blevet udspurgt om, hvor pengene befinder sig, men ifølge Ahmady er de uden for oprørernes rækkevidde.

I et tweet skriver centralbankdirektøren, at hovedparten af bankens reserver på omkring ni milliarder dollar er placeret i banker i udlandet.

Syv milliarder dollar står på en konto i den amerikanske forbundsbank, Federal Reserve, mens resten er placeret i blandt andet Schweiz.

Ajmal Ahmady flygtede fra Afghanistan søndag af bekymring for sin egen sikkerhed.

IMF er en global organisation, der blev oprettet efter Anden Verdenskrig for at overvåge det internationale monetære system og sørge for stabile valutakurser.

Hovedopgaven er siden drejet over på at understøtte vækst og finansiel stabilitet i medlemslandene. Det fremgår af den danske nationalbanks hjemmeside.

Taliban-bevægelsen indtog søndag Afghanistans hovedstad, Kabul, og i den forbindelse valgte landets præsident, Ashraf Ghani, at flygte ud af landet.

Det vides ifølge det britiske BBC endnu ikke, hvem der skal lede en ny regering under Taliban.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også