Medie: Kinas præsident kommer ikke til klimatopmøde

Ifølge avis har Boris Johnson fået at vide, at Kinas præsident ikke kommer til klimakonference i Skotland. Kan være forvarsel om Kinas position.
Kinas præsident, Xi Jinping, kommer ikke til FN's vigtige klimakonference i Skotland i næste måned, skriver The Times. Avisen erfarer, at denne besked er blevet givet til den britiske premierminister, Boris Johnson. | Foto: Jason Lee/Reuters
Kinas præsident, Xi Jinping, kommer ikke til FN's vigtige klimakonference i Skotland i næste måned, skriver The Times. Avisen erfarer, at denne besked er blevet givet til den britiske premierminister, Boris Johnson. | Foto: Jason Lee/Reuters
AF RITZAU

Kinas præsident, Xi Jinping, kommer ikke til FN's vigtige klimakonference i Skotland i næste måned, skriver The Times. Avisen erfarer, at denne besked er blevet givet til den britiske premierminister, Boris Johnson.

Storbritannien er vært for topmødet ved FN's 26. konference om klimaforandringer, COP26, i Glasgow fra 31. oktober til 12. november. The Times citerer unavngivne kilder for, at "det står nu ret klart, at Xi ikke vil dukke op, og det har premierministeren fået at vide".

The Times citerer en uidentificeret britisk kilde for, at "vi ved ikke, hvilken forhandlingsposition kineserne vil indtage på topmødet".

Ifølge The Times frygter de britiske organisatorer af topmødet, at Xis beslutning om at blive væk er et forvarsel om, at Kina vil afvise at ændre ved de eksisterende klimamålsætninger som følge af energiproblemer i landet.

Den britiske premierminister, Boris Johnson, kalder klimakonferencen i Glasgow for "Vor generations topmøde".

Coronapandemien medførte, at topmødet blev udsat et år, og det er nu, at der skal gøres status efter Paris-aftalen fra 2015. Der er udbredt forventning om, at verdens lande vil øge klimaindsatsen.

Målet er at begrænse klodens temperaturstigninger til højst 2 og helst 1,5 grader over niveauet før industrialiseringen. Med landenes CO2-løfter indtil nu har vi dog kurs mod mindst 2,7 grader ekstra i 2100 med dramatiske havstigninger og mere ekstremt vejr til følge.

Over 100 stats- og regeringsledere, heriblandt statsminister Mette Frederiksen (S), deltager i åbningen 1. og 2. november, melder COP-formanden, den britiske minister med ansvar for topmødet, Alok Sharma. Desuden vil ministre og embedsmænd fra 195 lande samt tusinder af erhvervsfolk, ngo-repræsentanter og presse være til stede.

Paris-aftalen er skruet sammen, så verdens lande hvert femte år skal skærpe CO2-målene. Formålet er at undgå tipping points – vendepunkter, hvor klimaet løber løbsk med katastrofale følger.

EU vil opfordre til mere ambitiøse nationale mål ved COP26 

Statsministeren vil øge globale klimaambitioner ved COP26 og samarbejde med Indien 

USA: Kinas udmelding om kul lover godt for klimatopmøde 

Kritikere: Verdens store CO2-udledere svigter løfter 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også