Global alliance med Danmark i spidsen vil udfase olie og gas

Danmark og Costa Rica præsentererer på COP26-mødet i Skotland en global alliance for udfasning af gas og olie med navnet Beyond Oil and Gas Alliance (BOGA). En stribe lande er allerede gået med.
Klimaminister Dan Jørgensen var med til at præsentere den nye alliance. | Foto: PR-foto Danske Rederier
Klimaminister Dan Jørgensen var med til at præsentere den nye alliance. | Foto: PR-foto Danske Rederier
af ritzau

Det skal være slut med at suge olie og gas op fra undergrunden, melder en global alliance stiftet og lanceret af Danmark og Costa Rica på FN-klimamødet COP26 torsdag.

Det er nødvendigt at lukke hanerne i på de to store CO2-syndere, siger ministre fra de to lande på et pressemøde i Glasgow.

"Det bliver uden tvivl svært," siger klimaminister Dan Jørgensen (S).

"Vi gør det, fordi vi virkelig mener, at det er nødvendigt."

Nødvendigt, mener ministeren, hvis man skal leve op til målet i klimaaftalen fra Paris om at begrænse temperaturstigningen til "godt under" 2 grader celsius. Helst vil man undgå, at den når 1,5 grader celsius, hvilket den allerede nærmer sig.

Det er afgørende, at man ikke tror, at man kan brænde resten af de fossile ressourcer i undergrunden af, mener ministeren. Man skal lade dem blive i undergrunden.

"Ligesom stenalderen ikke sluttede, fordi der ikke var flere sten, så slutter denne verden af olie og gas heller ikke, fordi olie og gas slipper op," siger Dan Jørgensen.

Costa Ricas klimaminister, Andrea Meza, repræsenterer et land, som har reserver i undergrunden, men ikke producerer olie. Til gengæld bruger Costa Rica stadig olie som energikilde.

"Vi er ikke producenter, men vi har reserver, så der er altid et pres på at forsøge at udnytte disse," siger hun.

Alliancen kaldes Boga. Det er et akronym for "Beyond Oil and Gas Alliance". Det kan oversættes til "hinsides olie og gas-alliancen".

Frankrig, Irland, Sverige, Wales og Grønland har tilsluttet sig som kernemedlemmer. Det samme har den canadiske provins Quebec, da alliancen også omfatter regionale regeringer.

New Zealand og Californien er associerede medlemmer.

Der er ingen af de førende olie- og gasproducenter blandt medlemmerne af alliancen.

Nylige rapporter fra FN's klimapanel og fra Det Internationale Energiagentur (IEA) har sagt, at produktionen af olie og gas skal begrænses markant for at holde temperaturstigningen nede.

Et bredt flertal i Folketinget besluttede sidste år, at al dansk indvinding af olie og gas i Nordsøen skal være slut i 2050.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også