Johnson og nordiske ledere skal drøfte nye tiltag mod Rusland

Britisk premierminister indkalder nordeuropæisk forsvarsgruppe for at drøfte nye måder at isolere Rusland på.
Forsvarssamarbejdet JEF mødes tirsdag med den britiske premierminister Boris Johnson som vært. | Foto: Jessica Taylor/AFP / AFP
Forsvarssamarbejdet JEF mødes tirsdag med den britiske premierminister Boris Johnson som vært. | Foto: Jessica Taylor/AFP / AFP
AF RITZAU

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, er tirsdag vært for et møde om situationen i Ukraine med lederne fra de ni øvrige lande, der er med i forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force (JEF). Deriblandt Danmark.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

JEF er en udrykningsstyrke, der blev dannet på et Nato-møde i 2014 som et supplement til forsvarsalliancen.

Gruppen omfatter ud over Storbritannien alle nordiske og baltiske lande samt Holland. Bortset fra Sverige og Finland er alle lande i gruppen medlem af Nato.

Deltagerne skal blandt andet drøfte nye måder at isolere Ruslands økonomi på. Desuden ventes de at blive enige om at øge antallet af fælles militærøvelser i Østersøen og Nordatlanten.

Det oplyser premierministerens kontor i Downing Street.

Boris Johnson vil opfordre gruppen til at arbejde mere sammen for at sikre, at ingen andre lande bliver offer for Ruslands præsident Vladimir Putins ”aggressioner”.

Rusland invaderede 24. februar nabolandet Ukraine, og siden har EU, USA, Storbritannien og andre lande indført adskillige sanktioner, der er rettet mod at afskære Rusland økonomisk fra det internationale samfund.

”Den europæiske sikkerhed er blevet rystet af Ruslands angreb på Ukraine, og sammen med vores partnere vil vi tage skridt for at sikre, at vi bliver stærkere og mere forenede end før,” udtaler Boris Johnson i en erklæring.

Gruppen vil ifølge erklæringen også drøfte, hvordan den kan hjælpe Ukraine med at ”genopbygge landet efter krigen”.

Mødet finder sted tirsdag. Aftenen inden er lederne ifølge nyhedsbureauet PA inviteret til middag på den britiske premierministers landsted Chequers uden for London.

Danmark og Storbritannien blev tidligere denne uge enige om at styrke det militære samarbejde. Blandt andet skal danske og britiske soldater fremover have flere fælles øvelser i særligt Baltikum og Østersøen.

”Vi får et meget stærkere praktisk øvelsessamarbejde omkring det baltiske område og Østersøen,” sagde forsvarsminister Morten Bødskov (S) fredag om det udvidede samarbejde.

EU’s fjerde sanktionspakke målrettes den russiske elite og centrale industrier

USA fjerner Ruslands handelsstatus og stopper import af vodka

Rusland overvejer at overtage vestlige selskabers værdier

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også