Millionby i Kina lukker ned efter 66 coronatilfælde

17 millioner kinesere er blevet bedt om at blive hjemme fra søndag på grund af coronasmitte i deres hjemby.
Byen Shenzhen, der lukkes ned grundet coronasmitte fra søndag, er hjemsted for Huawai. | Foto: Matthew Childs/REUTERS / X03810
Byen Shenzhen, der lukkes ned grundet coronasmitte fra søndag, er hjemsted for Huawai. | Foto: Matthew Childs/REUTERS / X03810
AF RITZAU

17 millioner kinesere i kinesisk storby skal fra søndag blive hjemme.

Det skyldes, at lokale myndigheder har besluttet at indføre en nedlukning i byen Shenzhen i det sydlige Kina.

Nedlukningen kommer som reaktion på 66 coronatilfælde, skriver nyhedsbureauet AFP.

De lokale myndigheder har allerede lukket ned for en række butikker og restauranter de seneste dage.

Byen er hjemsted for teknologifirmaet Huawei.

Shenzhen ligger også tæt på Hong-Kong, som er hårdt ramt af smittetilfælde med covid-19 i øjeblikket.

Ud over en nedlukning har de lokale myndigheder i Shenzhen også suspenderet offentlig transport i millionbyen midlertidigt og oplyst, at der vil være tre runder af massetest af befolkningen. Nedlukningen varer indtil 20. marts.

Kina har i øjeblikket det værste udbrud af covid-19 i to år.

Søndag blev der ifølge nyhedsbureauet Reuters rapporteret 1.807 coronatilfælde med symptomer i landet. Det er ifølge Reuters det højeste smittetal på en dag i Kina i to år.

Derudover er søndagens smittetal mere end tre gange så højt som lørdagens ifølge Reuters.

De stigende smittetal i Kina har også fået konsekvenser andre steder i landet.

I Shanghai, hvor der bor 26 millioner mennesker, har man indtil videre ikke lukket hele byen ned, men man har lukket bestemte boligområder ned.

I Yanji, som ligger tæt på grænsen til Nordkorea, hvor der bor 700.000 mennesker, trådte en nedlukning også i kraft søndag ifølge AFP.

Shenzhen er med sine 17 millioner indbyggere en af de største byer i Kina. I alt bor der 1,4 milliarder mennesker i landet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også