Danske politikere drager lettelsens suk efter Macron-sejr

Emmanuel Macron erkender selv, at mange har stemt på ham for at blokere for en sejr til Marine Le Pen.
Danske politikere udtrykker lettelse over Emmanuel Macrons sejr ved det franske præsidentvalg. | Foto: Thomas Coex/AFP / AFP
Danske politikere udtrykker lettelse over Emmanuel Macrons sejr ved det franske præsidentvalg. | Foto: Thomas Coex/AFP / AFP
af ritzau

Danske politikere er mest af alt lettede over, at sejren ved søndagens valg i Frankrig gik til den siddende præsident, Emmanuel Macron, og ikke til højrefløjspolitikeren Marine Le Pen.

”Macron er genvalgt og jeg kan mærke at jeg drager lettelsens suk, men uden begejstring,” skriver SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, på det sociale medie Twitter. Hun håber, at de grønne partier får et godt valg ved de kommende franske parlamentsvalg.

Trods sejren til Emmanuel Macron, står det klart, at den franske befolkning er splittet. Selv sagde Macron i sin tale søndag aften, at han forstår og erkender, at ikke alle de, der har stemt på ham, har gjort det på grund af hans politik og idealer. Mange har stemt på ham for at blokere for ”den yderste højrefløj”.

Flere danske partiledere peger netop på, at den franske præsident nu står over for en opgave med at samle landet.

”Tillykke til Emmanuel Macron med valget. I en usikker tid er det vigtigt, at Frankrig har valgt en præsident, der bakker fuldtonet op om det europæiske samarbejde. Jeg håber, at han lykkes med at samle et splittet Frankrig,” skriver Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, på Twitter.

Fra Moderaternes formand og tidligere statsminister, Lars Løkke Rasmussen, lyder det på Twitter:

”Lettet over genvalg til Macron og fravalg af højrenationalistisk populisme. Godt for Europa, skidt for Putin. Og forhåbentlig en præsident, der lytter til de tavse, der ikke stemte, og de mange, der valgte ham via fravalg. Der venter en stor opgave.”

Glæder sig til fortsat samarbejde

Macron er den første præsident i mere end to årtier til at genvinde embedet. Denne gang vandt han med 58,55 procent. Hans seneste sejr over Le Pen i 2017 var dog noget større med en sejr på 66,1 procent af stemmerne mod 33,9 procent.

Også den den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), glæder sig over, at Macron kan beholde præsidentembedet.

”Tillykke til Emmanuel Macron. Han er netop blevet genvalgt som præsident i Frankrig. Det danske og franske forhold går langt tilbage - både kulturelt, handelsmæssigt og politisk. Jeg ser frem til at fortsætte mit gode samarbejde med Macron,” skriver hun på Facebook.

Ledere fra store dele af verden har også lykønsket Macron med sejren. Blandt andre har Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ønsket Macron tillykke og kaldt ham ”en sand ven”.

USA’s præsident, Joe Biden, skriver natten til mandag på Twitter, at han ser frem til at fortsætte arbejdet med Frankrig. Præsidenten kalder samtidig Frankrig for USA’s ”ældste allierede og en vigtig partner”.

Frankrigs Macron besejrer højrefløjen ved præsidentvalg

Aldrende franskmænd kan give boom til dansk sundhedseksport

”Det er nu, hvis man skal have foden ind i Frankrig”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også