Italiens Draghi har indgivet sin afskedsbegæring

Den 74-årige Mario Draghi har indgivet sin afskedsbegæring. Han anmodes om at lede forretningsministerium. (opdateret)
Italiens premierminister, Mario Draghi, forventes at træde tilbage og udløse valg til oktober. | Foto: GUGLIELMO MANGIAPANE/REUTERS / X06551
Italiens premierminister, Mario Draghi, forventes at træde tilbage og udløse valg til oktober. | Foto: GUGLIELMO MANGIAPANE/REUTERS / X06551
Af ritzau/Reuters

Italiens premierminister, Mario Draghi, har torsdag formiddag indgivet sin afskedsbegæring til præsidenten. Han er blevet anmodet om at lede et forretningsministerium. Iagttagere venter næsten med sikkerhed, at situationen vil udløse et valg i september eller oktober.

Den 74-årige Draghi kom med en udmelding om, at han ville gå til præsidenten i en tale i parlamentets underhus tidligt onsdag. Det skete, efter at tre partier i den italienske regeringskoalition onsdag aften afviste at stemme ved en tillidsafstemning om hans regering.

Godt nok vandt Draghi afstemningen med 95 mod 38 stemmer, men han havde insisteret på, at han kun ville fortsætte på baggrund af en ny stærk tillidspagt med koalitionspartnerne. De tre partier er Liga, Femstjernebevægelsen og Forza Italia.

Draghi indgav i sidste uge sin afskedsbegæring til Italiens præsident, Sergio Mattarella. Præsidenten afviste dog at tage imod den. Mattarella insisterede på, at Draghi skulle fortsætte som premierminister og finde et nyt regeringsgrundlag.

Politiske iagttagere vurderer, at Mattarella vil opløse parlamentet og opfordre til udskrivning af valg i september eller oktober.

Draghi, som er tidligere chef for Den Europæiske Centralbank, blev i 2021 sat ind som regeringsleder i Rom, da Italiens økonomiske krise eskalerede under pandemien.

Draghi appellerede onsdag til den nationale samlingsregering og advarede om, at det var nødvendigt at stå sammen om at handle hurtigt og effektivt frem for at bruge tid på politiske opgør.

”Er I parate?” Sådan spurgte han fire gange i sin tale i Senatet, hvor det efterfølgende kom til ophedede diskussioner mellem partierne.

Det eneste større parti i regeringskoalitionen, som bakkede Draghi op ved tillidsafstemningen onsdag, var det socialdemokratiske parti, hvis leder, Enrico Letta, udtrykker skuffelse over de andre partiers ageren.

”Det var en dårskabens dag, hvor parlamentet besluttede at gå imod Italien,” skrev Letta i et tweet efter afstemningen.

Draghi ser alligevel ud til at forlade premierministerpost

Italiens premierminister Mario Draghi går af i regeringskrise

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også