Pelosi talta til Taiwans parlament under udskældt besøg

Formanden for Repræsentanternes Hus’ Taiwan-besøg får øjensynligt konsekvenser for østatens handel med Kina.
Nancy Pelosi mødtes med Taiwans præsident Tsai Ing-wen i Taipei. | Foto: HANDOUT/AFP / Taiwan Presidential Office
Nancy Pelosi mødtes med Taiwans præsident Tsai Ing-wen i Taipei. | Foto: HANDOUT/AFP / Taiwan Presidential Office
af ritzau

Formand for Repræsentanternes Hus i USA, Nancy Pelosi, siger, at hendes delegation er kommet til Taiwan i fred, efter at hendes besøg har vakt vrede i Kina. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

”Vi kommer i venskab med Taiwan, vi kommer i fred for regionen,” sagdehun onsdag under et møde med Tsai Chi-chang, der er næstformand for Taiwans parlament.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har Pelosi også talt i Taiwans parlament. I løbet af hendes besøg i Taiwan skal hun desuden mødes med Taiwans præsident samt menneskerettighedsaktivister.

Nancy Pelosi ankom til Taiwan tirsdag på trods af en række advarsler fra Kina, der ser Taiwan som kinesisk territorie. Kina sagde, at de opfatter Pelosis besøg som en stor provokation.

Formanden for Repræsentanternes Hus sagde også, at ny amerikansk lovgivning, der skal styrke mikrochip-industrien i USA, kan give mulighed for et tættere samarbejde mellem USA og Taiwan, skriver Reuters.

Amerikaneren takkede desuden Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, for hendes lederskab og opfordrede til mere tværparlamentarisk samarbejde mellem de to lande.

”Vi roser Taiwan for at være et af de mest frie samfund i verden,” sagde Pelosi.

Besøg får handelsmæssige konsekvenser

Pelosis besøg i Taiwan får øjensynligt handelsmæssige konsekvenser for østaten.

Natten til onsdag dansk tid oplyste Kina ifølge nyhedsbureauet Reuters, at det vil stoppe for import af citrusfrugter og to forskellige slags fisk fra Taiwan, og at det vil stoppe med at eksportere sand til østaten.

Derudover siger Ma Xiaoguang, der er talsmand for Kinas kontor for Taiwan-anliggender, at Kina ikke vil tillade samarbejde mellem kinesiske firmaer og personer og to taiwanske fonde. De to fonde arbejder med demokrati, internationalt samarbejde og udvikling.

Taiwans forsvarsministerium oplyste tirsdag aften dansk tid, at 21 kinesiske militærfly tirsdag var fløjet ind i Taiwans luftforsvarszone.

Natten til onsdag dansk tid udtalte forsvarsministeriet, at militæret havde helt styr på aktiviteter til lands og i luften, og at landet er i stand til at forsvare den nationale sikkerhed.

Kina indledte også militærøvelser tæt på Taiwan tirsdag aften. Taiwan kalder det et forsøg på at ødelægge freden og stabiliteten i regionen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også