Tysk centralbankchef: Flere tiltag nødvendige for at tæmme inflationen

Joachim Nagel, der er tysk centralbankchef og ECB-rådsmedlem, forudser, at det bliver nødvendigt med yderligere rentestigninger for at kontrollere inflationen.
Den tyske nationalbankchef Joachim Nagel mener, at det vil være en fejl ikke at hæve renten yderligere.
Den tyske nationalbankchef Joachim Nagel mener, at det vil være en fejl ikke at hæve renten yderligere.
af marketwire

Der skal yderligere tiltag til, hvis stigningen i forbrugerpriserne skal begrænses og inflationen tilbage på den ønskede kurs på 2 pct. om året.

Det siger Joachim Nagel, der er tysk centralbankchef og ECB-rådsmedlem, i et interview med Zeitschrift für das gesamte Kreditwesen ifølge Bloomberg News.

”Vores månedlige undersøgelser af selskaber og husholdninger viser en markant stigning i de langsigtede inflationsforventninger. Jeg tror fortsat, at vi er nødt til at ændre pengepolitikken for at bremse og vende tendensen,” siger han.

Den Europæiske Centralbank, ECB, hævede i 2022 sin indlånsrente med 250 basispoint. Flere i centralbanken har varslet, at flere renteløft venter i 2023.

I sidste uge udtalte ECB-chef Christine Lagarde ifølge Bloomberg News, at det ”vil være endnu værre”, hvis inflationen får lov til at forankre sig i økonomien.

Samme pointe gentager Joachim Nagel i interviewet, hvor han fortæller, at det vil være fejlagtigt at holde igen med renteløftene nu af frygt for, at de højere låneomkostninger vil skade den økonomiske vækst.

”Så vil vi være tvunget til at stramme pengepolitikken langt mere voldsomt længere ude i fremtiden, hvilket vil presse økonomien,” forklarer han.

Den tyske centralbankchef er dog optimistisk omkring den økonomiske situation i Tyskland, som, han venter, kun vil blive ramt af en mild recession. På mellemlangt sigt venter Joachim Nagel, at inflationen kan blive tæmmet.

Inflationen i eurozonen blev i november opgjort til 10,1 pct. - et fald fra 10,6 pct. i oktober. I Tyskland voksede forbrugerpriserne 10,0 pct. i november på årsbasis mod en stigning i forbrugerpriserne i oktober på 10,4 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også