Regeringen vil give bidrag til at bekæmpe skovrydning i Amazonas

Danmark vil fra næste år støtte Amazonas-fond, oplyser Statsministeriet. Bidragets størrelse kendes ikke. (Opdateret)
Foto: Ole Lind
Foto: Ole Lind
AF RITZAU

Regeringen ønsker at give et bidrag til Amazonas-fonden, der bekæmper skovrydning i regnskoven. Det skal ske fra næste år.

Det oplyser Statsministeriet i en mail til Ritzau.

Tirsdag lød det fra Brasiliens præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, at statsminister Mette Frederiksen (S) på et møde havde talt om et bidrag.

Efterfølgende var der stille fra den danske regering. Men onsdag bekræftes ønsket om at bidrage fra Statsministeriet.

- Statsministeriet kan bekræfte, at det er regeringens ønske at støtte Amazonas-fonden med et bidrag fra næste år.

Statsministeriet oplyser ikke, hvor stort et bidrag der er tale om. Det oplyses heller ikke, hvor pengene skal komme fra.

Mette Frederiksen og Luiz Inacio Lula da Silva mødtes i denne uge i Bruxelles, hvor der mandag og tirsdag var topmøde mellem EU og Fællesskabet af Latinamerikanske og Caribiske Stater (Celac).

Efter et møde mellem de to tirsdag skrev Luiz Inacio Lula da Silva på det sociale medie Twitter, at han havde talt med Mette Frederiksen ”om miljøet og om vigtigheden af at bekæmpe uligheder”.

Og at Mette Frederiksen på mødet fortalte om Danmarks ”hensigt” om at godkende et bidrag til Amazonas-fonden.

Samtidig skrev Luiz Inacio Lula da Silva, at han inviterede den danske statsminister til ”snart” at besøge Brasilien.

Det er uklart, om Mette Frederiksen takkede ja til besøget, og hvornår det i så fald bliver.

Mette Frederiksen lavede også et opslag på Twitter efter mødet med den brasilianske præsident.

Her skrev hun, at Brasilien er en tæt partner for Danmark.

- Vi drøftede øget samarbejde om grøn omstilling og Ruslands krig i Ukraine, skrev statsministeren.

Amazonas-fondens formål er ifølge nyhedsbureauet Reuters at bekæmpe skovrydning i Amazonas, der er verdens største regnskov, og sætte skub i bæredygtig udvikling.

Fonden blev først lanceret i 2009. Men den blev sat på pause i 2019 af den daværende præsident i Brasilien, Jair Bolsonaro.

I år har Luiz Inacio Lula da Silva genaktiveret fonden, og han har gjort problemet med ulovlig skovrydning til sin regerings mærkesag.

En plan, som blev offentliggjort i juni, har vist, at den brasilianske regering arbejder for at få has på kriminelle skovryddere inden 2030.

Blandt de første bidragydere til Amazonas-fonden var Tyskland og Norge. Men tidligere på året har også USA’s præsident, Joe Biden, vist interesse for at støtte fonden. Det skriver Reuters.

(Opdateret kl. 20:01 med yderligere baggrund)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

EU-Kommissionen har fredag officielt kategoriseret Temu som en "meget stor online platform", der dermed skal leve op til en række strammere regler. | Photo: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Temu kommer under skrappere EU-regler

For abonnenter