Fyret a-kasse-direktør træder tilbage som Folkemøde-formand

Michael Valentin, der i september blev fyret fra Akademikernes A-kasse, frygter at skygge for Folkemødet.
Michael Valentin. | Foto: PR
Michael Valentin. | Foto: PR
AF RITZAU

Folkemødet på Bornholm skal have ny formand.

Den hidtidige formand, Michael Valentin, forlader nemlig posten. Det oplyser foreningen bag i en pressemeddelelse. Heraf fremgår det, at årsagen er "en verserende sag" på hans tidligere arbejdsplads, Akademikernes A-Kasse.

Valentin blev fyret herfra i slutningen af september. Nogen egentlig årsag til fyringen er ikke blevet lagt frem i offentligheden.

"Min person må og skal ikke skygge for en så sund og vigtig institution i Danmark, som Folkemødet er," udtaler Michael Valentin i pressemeddelelsen fra Folkemødet.

Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S), vil fungere som formand frem til næste generalforsamling i Foreningen Folkemødet til marts. Hun takker Michael Valentin for hans store indsats.

"Det var en meget stor opgave at transformere Folkemødet fra at være en kommunal begivenhed til en naturlig del af den danske demokratiske tradition. Folkemødet er i rigtig god gænge," udtaler hun.

Ekstra Bladet har skrevet en del om fyringen af Valentin fra Akademikernes A-Kasse, der er Danmarks største. Ifølge avisen har a-kassens bestyrelse bedt et advokatfirma undersøge de forhold, der førte til afskedigelsen.

Ifølge Ekstra Bladet har Valentin i interne mails kaldt tillidsrepræsentanter i a-kassen for "mistillidsrepræsentanter" og "en byld i røven".

/ritzau/

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også