Tænketank kaprer ny direktør fra Politiken

Tænketanken Cevea har fået ny direktør. Han kommer fra en stilling på Politiken og vil give "højrefløjen kamp til stregen."
Per Michael Jespersen, i midten, skifter fra Politiken til Cevea. | Foto: Ritzau Scanpix/Joachim Adrian
Per Michael Jespersen, i midten, skifter fra Politiken til Cevea. | Foto: Ritzau Scanpix/Joachim Adrian

Per Michael Jespersen skal have pakket sit skrivebord sammen hos Politiken på Rådhuspladsen og i stedet have sine sager flyttet til Vesterbro og ind hos centrum-venstre-tænketanken Cevea.

Han skifter nemlig stillingen som redaktionschef hos Politiken ud med rollen som direktør for Cevea, skriver tænketanken i en pressemeddelselse.

"Den unikke danske velfærdsmodel, som jeg brænder for, slår sprækker i disse år med øget ulighed, utryghed, svækket social mobilitet, voksende kløfter og en offentlig velfærd under pres. Det stiller krav om nye progressive løsninger og måder at udvikle politik på. Her skal Cevea spille en nøglerolle," udtaler Per Michael Jespersen i en pressemeddelelse om sin nye stilling.

Titlen som direktør i Cevea står ledig, efter at den forhenværende direktør, Kristian Weise, i januar skiftede til en stilling som generalsekretær i ulandsorganisationen Oxfam Ibis.

Var chefredaktør på A4

Per Michael Jespersen er cand.scient.pol. med bifag i sociologi. Han var chefredaktør på Ugebrevet A4 fra 2005 til 2009.

"For det første skal Cevea være et laboratorium, der udvikler dagsordensættende analyser og ideer, der giver højrefløjen kamp til stregen og sparker velfærdsmodellen videre. For det andet skal Cevea være det nye fælles fysiske mødested, hvor progressive fra alle hjørner bliver klogere sammen og tager debatten om de svære dilemmaer. Endelig for det tredje skal Cevea uddanne fremtidens meningsdannere – også blandt mennesker uden lange uddannelser," udtaler Per Michael Jespersen.

Cevea har også ansat Asbjørn Sonne Nørgaard, som er professor ved SDU og har forsket i arbejdsmarkeds,- social- og reformpolitik.

Han bliver vicedirektør med ansvar for analyser i Cevea.

Anders Dybdahl, der er formand i Cevea, glæder sig over ansættelserne.

"Jeg er glad for og stolt over, at det er lykkedes at få to så stærke kræfter til at stå i spidsen for Cevea. Med de to kapaciteter får vi en ledelse med stor tyngde, viden og erfaring indenfor det at lave samfundsanalyser, det at sætte dagsordener og det at engagere mennesker i samfundsdebatten," udtaler han i en pressemeddelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også