Enhedslistens mand i Bruxelles bliver næstformand i venstrefløjsgruppe

Selvom det er første gang, at Enhedslisten er repræsenteret i Europaparlamentet har partiet alligevel fået gaflet en af de centrale poster i venstrefløjsgruppen GUE/NGL.
Torsdag blev Nikolaj Villumsen nemlig udnævnt til at være en af gruppens fire næstformænd.
"Jeg er i dag blevet valgt som næstformand for venstrefløjsgruppen i EU-parlamentet. Det er en stor ære og jeg takker for tilliden. Vi har brug for en stærk europæiske venstrefløj for at sikre den nødvendige grønne omstilling og bekæmpe den voksende ulighed," skrev Nikolaj Villumsen torsdag på Facebook.
Udover fire næstformand har GUE/NGL også to formænd. Det drejer sig om tyske Martin Schirdewan og franske Manon Aubry.
"Vi mener, at det er vigtigt både at have en mand og en kvinde i front, og de har begge nogle kvaliteter, som vil styrke vores gruppe," siger Nikolaj Villumsen til Altinget og fortsætter til mediet:
"Manon har en lang erfaring med at bekæmpe skattely, og Martin har en stærk profil i forhold til at kæmpe for en solidarisk løsning på flygtningekrisen. Så det er to stærke profiler, vi har i front, og det er vi meget stolte af."