PolicyWatch

Løkke tror, han finder tilbage på stemmesedlen ved næste valg

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen tror, at han er at finde på stemmesedlen, hvis regeringen sidder perioden ud.

Lars Løkke Rasmussen annoncerede i januar, at han har startet et politisk netværk. Dengang lagde han ikke skjul på ambitionen om, at netværket kunne blive til et parti, hvis der var "saft og kraft i den danske befolkning til det." | Foto: Jens Dresling

I et interview med Jyllands-Posten fortæller tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen, at hvis der finder et folketingsvalg sted i 2023, så tror han, at han vil være på stemmesedlen.

Årstallet er ikke taget ud af blå luft. Der skal være valg senest fire år efter seneste valg til Folketinget, der fandt sted i juni 2019.

Statsministeren kan udskrive valg tidligere - men det skal senest finde sted 5. juni 2023. Derfor spørger Jyllands-Posten, om han vil være på stemmesedlen, hvis regeringen sidder perioden ud. Til det svarer Løkke:

"Det tror jeg. Men jeg ved det ikke."

Lars Løkke Rasmussen annoncerede 1. januar i år, at han havde forladt Venstre og var blevet løsgænger.

Senere samme måned fortalte han, at han havde startet et politisk netværk. Dengang lagde han ikke skjul på ambitionen om, at netværket kunne blive til et parti, hvis der var "saft og kraft i den danske befolkning til det."

Det sagde han i et interview med TV2.

Siden er det politiske netværk blevet omdannet til en forening med en bestyrelse.

Tirsdag bekræftede debattøren og kommunikationsrådgiveren Jeppe Søe, at han er kommunikationschef for Lars Løkke Rasmussen.

Til Jyllands-Posten bekræfter den tidligere statsminister, at der er stiftet en erhvervsklub til netværket, og at der er oprettet et MobilePay-nummer, så donationer kan finansiere hans sekretariat på snart tre personer.

Den tredje person skal være en sekretariatsleder, og når den person er ansat, er der ifølge Lars Løkke Rasmussen ingen vej tilbage.

"Den ansættelse betyder, at processen er irreversibel," siger Lars Løkke Rasmussen til Jyllands-Posten.

Til avisen taler han også allerede om, hvilken rolle han gerne ser sit nye parti få i dansk politik. Han håber, at dets position kommer til at være, hvor De Radikale tidligere har været - som brobygger mellem blokkene.

Han afviser dog, at han vil adoptere De Radikales udlændingepolitik.

Britt Bager skifter fra Venstre til Konservative

Partier sikrer ekstra 290 millioner til kriseramt kulturliv 

Mere fra PolicyWatch

Læs også

Relaterede

Trial banner

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra Watch Medier