Lidt færre tog dagpenge med ud af landet sidste år

Coronanedlukningen kan være grunden til, at lidt færre sidste år tog danske dagpenge med til udlandet.
Lidt færre tog dagpenge med ud af landet sidste år | Foto: HAMAD I MOHAMMED/REUTERS / X01444
Lidt færre tog dagpenge med ud af landet sidste år | Foto: HAMAD I MOHAMMED/REUTERS / X01444
AF FAGBLADET 3F FORMIDLET AF RITZAU

Få tre måneders dagpenge med, mens du søger arbejde i udlandet. Det er en mulighed, som 2.415 arbejdsløse brugte sidste år.

Det skriver Fagbladet 3F.

Det er et lille fald i forhold til året før, hvor 2.756 personer rejste ud for at finde job.

Det er beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), som har oplyst tallene til folketingets beskæftigelsesudvalg.

I brancheorganisationen Danske A-kasser undrer direktør Verner Sand Kirk sig over, at tallet ikke var højere.

"Forklaringen kan være, at beskæftigelsen faldt på grund af corona-nedlukningen, og at det også ramte udenlandsk arbejdskraft, som derfor ikke fik optjent ret til dagpenge i Danmark. Omvendt kunne man godt forvente, at netop da mange arbejdspladser lukkede ned sidste år, ville der ske en stigning i antallet, der rejste tilbage til hjemlandet med danske dagpenge," siger Verner Sand Kirk.

Han peger samtidig på, at ordningen formentlig stadig er relativt ukendt blandt udenlandske lønmodtagere.

Det er da heller ikke så enkelt at få snablen i a-kassernes lommer. Der er en række betingelser, der skal være opfyldt – et arbejdskrav, et krav om medlemskab og så videre.

Men under de rette omstændigheder kan det være en god forretning for lønmodtagere fra østeuropa at tage danske dagpenge med til hjemlandet, hvor pengene typisk er meget værd i forhold til løn- og prisniveauet i hjemlandet.

Derfor har ordningen i årevis også skabt frygt for misbrug. Særligt da EU-Kommissionen sidst i 2016 lagde op til at gøre ordningen mere lukrativ. Blandt andet mener Kommissionen, at man skal kunne få dagpenge med til et andet land i op til seks måneder.

"Det er en fair ordning, hvis man bruger den til at etablere sig i et andet land. Men risikoen for misbrug er jo oplagt," siger Verner Sand Kirk fra Danske A-kasser.

Tallene viser en klar tendens til, at ordningen er mest populær blandt østeuropæiske ledige. Ud af de 2.415, der tog dagpenge med ud af landet, var 570 danskere. Men derefter var de største grupper polakker, rumænere og bulgarere med tilsammen over 1.000 eksporter. Og det her også østeuropæerne, der tegner sig for stigningerne, har en tidligere rapport vist.

Bent Bøgsted, Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører, er overbevist om, at statistik for år 2020 ikke kan bruges til ret meget, fordi året har været så usædvanligt på grund af corona.

"Man nok ikke lægge ret meget i tallene for 2020, fordi det har været et helt unormalt år. Man skal ikke bruge 2020-tal til at ændre regler," mener han.

"Men jeg bryder mig ikke om, at antallet af eksporter af danske dagpenge generelt har været stigende over årene. Derfor skal vi stadig holde nøje øje med det," mener Bent Bøgsted.

Han mener, det er helt galt, at EU-Kommissionen vil gøre det både lettere og længere at få dagpenge med til et andet land, og er kritisk overfor, at dagpengene ikke indekseres, så de passer til løn- og prisniveauet i landene.

"Det er der desværre ikke flertal for," siger han.

Ledigheden stiger for anden måned i træk

Fagbevægelsen vil belønne nogle ledige med højere dagpengesats

Runde to af corona gav flere offentligt forsørgede

EU foreslår social retfærdighed og Danmark rynker på næsen

Fagbevægelsen skælder ud over hjælpepakke til selvstændige 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også