Sundhedsstyrelsen dropper testanbefaling for vaccinerede

Det er ikke nødvendigt at lade sig teste for coronavirus, hvis man er vaccineret, lyder det fra myndigheder.
Ifølge vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst behøver man ikke lade sig teste regelmæssigt for covid-19, hvis man er vaccineret mod sygdommen. | Foto: Sundhedsstyrelsen/PR
Ifølge vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst behøver man ikke lade sig teste regelmæssigt for covid-19, hvis man er vaccineret mod sygdommen. | Foto: Sundhedsstyrelsen/PR
af ritzau

Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke længere, at man bliver testet for coronavirus regelmæssigt, hvis man er blevet vaccineret.

Det skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

"Risikoen for at smitte videre, når man er vaccineret og ikke har symptomer på covid-19, er meget lille. Derfor anbefaler vi nu, at man som vaccineret ikke længere behøver at lade sig teste regelmæssigt, når man ikke har symptomer," siger vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Bilsted Probst i pressemeddelelsen.

Nye studier viser, at risikoen for at smitte videre som vaccineret og uden symptomer er meget lille.

"Det betyder, at det ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv ikke længere er nødvendigt at lade sig teste regelmæssigt, når man er færdigvaccineret," skriver styrelsen i pressemeddelelsen.

Samtidig oplyser styrelsen, at personer, der er i øget risiko for covid-19, kan se frem til en mere normal hverdag.

Styrelsen anbefaler blandt andet ikke længere, at personer i øget risiko for eksempel køber ind uden for myldretid.

De kan også fra nu af med Sundhedsstyrelsens anbefaling frit deltage i fritidsaktiviteter og benytte offentlig transport uden at være i øget risiko.

Arbejdet med at vaccinere den danske befolkning mod covid-19 skrider frem.

Yderligere 14.522 personer har i det seneste døgn fået det første stik med en vaccine, mens 5169 har fået det andet og sidste stik.

Det betyder, at 18,4 procent af Danmarks befolkning har fået mindst ét vaccinestik. 8,6 procent har fået begge to.

Siden midten af februar har smitten i Danmark ligget stabilt. Når Statens Serum Institut (SSI) dagligt opdaterer tallene for, hvor mange der er smittede med coronavirus, er det som regel mellem 0,30 og 0,50 procent af dem, der er blevet testet for coronavirus, som også er smittede.

Mandag kunne SSI oplyse, at man havde fundet 741 nye smittetilfælde med coronavirus. De blev fundet blandt 157.297 PCR-test, og udgjorde dermed 0,47 procent af de analyserede test.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også