Palæstinensere annullerer vaccineaftale med Israel

"Vaccinerne lever ikke op til vor standard. Vi besluttede at returnere dem," siger palæstinensisk minister.
Foto: Joseph Prezioso/AFP / AFP
Foto: Joseph Prezioso/AFP / AFP
af ritzau

Palæstinenserne har fredag annulleret en aftale med Israel om at modtage en million doser covid-19 vacciner, som er tæt på udløbsdatoen.

Den nye israelske regering meddelte tidligere fredag, at de ville overføre en stor mængde vacciner, som var ved at være udløbet, til palæstinenserne.

Til gengæld skulle Israel modtage en leverance af vacciner fra Pfizer til efteråret. Pfizer-forsendelsen skulle oprindeligt sendes til palæstinenserne på den besatte Vestbred i efteråret.

I en pressemeddelelse skriver den israelske regering, at den afleverer den ene million doser til palæstinenserne, fordi det lige nu har tilstrækkeligt med vacciner til eget behov.

De palæstinensiske myndigheder blev stærkt kritiseret på sociale medier af deres egen befolkning for at have indgået aftalen. De blev beskyldt for at acceptere andenrangsvacciner.

De første 100.000 doser er blevet overført til Vestbredden. Efter at have inspiceret vaccinerne var de palæstinensiske myndigheder utilfredse:

"De lever ikke op til vor standard, så vi besluttede at returnere dem," siger den palæstinensiske sundhedsminister, Mai Alkaila.

Det Palæstinensiske Selvstyreråd siger, at det har ophævet en aftale med Israel, fordi den million vaccinedoser, som det skulle modtage, "var ved at løbe ud".

En første levering af Pfizer-doser levede ikke op til "de specifikationer, som var indeholdt i aftalen".

"Derfor gav premierminister Mohammad Shtayyeh sundhedsministeren besked på at annullere aftalen," siger den palæstinensiske regeringstalsmand, Ibrahim Melhem.

"Regeringen afviser at modtage vacciner, som er ved at udløbe," tilføjer han i en erklæring, som er offentliggjort af det officielle nyhedsbureau Wafa.

Israel er blandt de lande i verden, der er bedst dækket med vacciner mod covid-19. Langt over halvdelen af landets ni millioner borgere har fået to stik og dermed fuld beskyttelse mod coronasmitten.

På Vestbredden og i Gaza - de palæstinensiske områder - har kun 440.000 ud af 5,5 millioner palæstinensere fået deres første stik med vaccine.

Amnesty International og andre internationale organisation har beskyldt Israel for som besættelsesmagt at svigte palæstinenserne ved ikke at at sørge for vacciner til dem.

De israelske myndigheder har henvist til, at med Oslo-aftalen, som parterne underskrev i 1993, ønskede Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed selv at påtage sig ansvaret for sundhed og sygehusvæsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også