Fagbevægelsens Hovedorganisation indkalder til pressemøde

Pressemødet afholdes klokken 20 og vil handle om Kromann Reumerts advokatundersøgelse af Lizette Risgaard.
Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
AF RITZAU

Fagbevægelsens Hovedorganisation indkalder til pressemøde klokken 20 i forbindelse med Kromann Reumerts advokatundersøgelse.

Det oplyser FH på det sociale medie X.

Pressemødet afholdes kl. 20 på kursuscentret Højstrupgård i Helsingør.

Torsdag er FH’s forretningsudvalg og hovedbestyrelse blevet præsenteret for en advokatundersøgelse af sager om upassende adfærd fra tidligere FH-leder Lizette Risgaard.

Deltagende på pressemødet vil være Morten Skov Christiansen, FH’s fungerende formand, samt Elisa Rimpler, formand for Bupl og formand for Whistleblower-udvalget i FH’s forretningsudvalg.

Advokatundersøgelsen kommer på baggrund af, at flere medier i april berettede om mænd, der havde oplevet upassende berøringer fra Lizette Risgaard i sin tid som formand for fagbevægelsen.

Advokatfirmaet blev bedt af FH om at undersøge krænkelsesanklagerne, der var rettet mod Risgaard.

FH har opfordret alle, der mener at have været udsat for krænkende adfærd fra den tidligere formand, til at deltage i undersøgelsen.

Ud over de konkrete anklager er et andet interessant spørgsmål, der venter svar på, hvem der vidste hvad.

FH har indkaldt til ekstraordinær kongres 7. september, hvor en ny formand skal vælges. Endnu har ingen meldt sig som kandidat.

Foreløbig vikarierer FH-næstformand Morten Skov Christiansen på formandsposten.

Lizette Risgaard udtalte sig for første gang tirsdag aften, siden hun trådte tilbage fra formandsposten 30. april, da flere forbund havde mistet tilliden til hende.

I et interview med Finans afviser hun, at hun skulle have ”gramset på nogen” eller udvist upassende adfærd.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også