De økonomiske ministerier skal vende den finanspolitiske tankegang på hovedet, hvis vi skal løse klimakrisen.

Det er De Radikales politiske leder Martin Lidegaards erfaring fra sin tid som klimaminister og som parlamentarisk grundlag for S-regeringen efter det, der ofte betegnes som klimavalget i 2019.

”Som vi forstår finanspolitik i dag, og som der bliver regnet i de økonomiske ministerier, er alle udgifter omkostninger. Der er ikke forskel på, om man bruger dem på ældreomsorg eller til at investere i vindmøller,” siger han.

Lidegaard har dedikeret et kapitel i sin nye bog ”Generationskontrakten” til det, han kalder ”den sorte boks”: Finansministeriet og Skatteministeriet.

Bogen er udkommet få dage før partiets landsmøde, der indledes lørdag.

De to pengeministerier skal nikke godkendende til klimatiltag, inden en regering kan vedtage dem. En ifølge Lidegaard ”dræbende centralisering”.

Han har set det udmønte sig, når det kommer til udbygning af vedvarende energi. At vindmøller har været set som en omkostning.

Martin Lidegaard føler sig overbevist om, at det er årsagen til, at det er svært for staten at kompensere kommuner og naboer til vindmøller og solceller.

Ligeledes har det taget årevis at få tilladt en afgiftslempelse på brugen af overskudsvarme i energisektoren, fordi det ifølge Martin Lidegaard strider mod de gængse opfattelser af afgiftsbrug.

Et andet eksempel på debatten kan findes i Klimarådets seneste statusrapport. Her kritiserer det uafhængige ekspertorgan Skatteministeriets beregninger bag CO2-afgiften for industrien.

Der er brugt en for generel metode. Den tillægger cementindustri og gartnerier samme produktionsnedgang ved en afgift, selv om der er væsentlige forskelle på de to industrier.

Kritikken lyder, at Skatteministeriet regner med, at afgiften påvirker Aalborg Portlands produktion mere, end tilfældet er. Og at klimapolitikken derfor anrettes forkert.

Ifølge RUC-professor Bent Greve, ekspert i offentlig forvaltning, er der en skævhed i den måde, ministerierne regner på.

”På den ene side er det rigtigt, at når man skal træffe langsigtede beslutninger, så er man nødt til at vurdere både, hvad er udgifterne her og nu, og hvad er fordelene på længere sigt,” siger Greve.

Han nævner energibesparelser som eksempel. Det er en udgift nu, men fordelene ved reduceret CO2-udslip og ved lavere udgifter skal man også beregne, påpeger han. 

”Så på den måde er jeg sådan set enig i kritikken.”

”Når det så er sagt, så er vi tilbage ved, at der er en eller anden samlet mængde udgifter, man kan afholde,” siger han.