Tidligere ungdomsformand bliver Radikales nye spidskandidat

De Radikale har valgt Sigrid Friis Frederiksen som spidskandidat til EU-parlamentsvalget.
”Jeg sætter en streg under, at vi er partiet for den næste generation," siger Sigrid Friis Frederiksen (R), der er valgt som De Radikales spidskandidat. (ARKIV) | Foto: Peter Hove Olesen
”Jeg sætter en streg under, at vi er partiet for den næste generation," siger Sigrid Friis Frederiksen (R), der er valgt som De Radikales spidskandidat. (ARKIV) | Foto: Peter Hove Olesen
AF RITZAU

Sigrid Friis Frederiksen er blevet valgt som De Radikales spidskandidat til EU-parlamentsvalget i 2024.

Hun sidder i partiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg, og tidligere har hun været formand for Radikal Ungdom.

”Jeg sætter en streg under, at vi er partiet for den næste generation. Klimakampen skal kæmpes af nye kræfter, og det kan jeg stå i spidsen for,” siger hun efter valget.

Posten som spidskandidat til EU-parlamentsvalget er væsentlig, fordi det er usikkert, om partiet får mere end et mandat.

Der venter et hårdt arbejde for at sikre bare det ene mandat, anerkender Sigrid Friis Frederiksen.

”Der er masser af stemmer, der skal vindes hjem for at hente mandatet,” siger hun.

Det krævede tre afstemninger på De Radikales landsmøde, før resultatet stod klart, selv om Sigrid Friis Frederiksen førte an fra begyndelsen.

Partiets regler tilsiger, at en kandidat skal have over 50 procent af stemmerne, før vedkommende er valgt.

Det førte til, at feltet af fire kandidater blev skåret ned gennem flere afstemninger.

Først røg Charlotte Burgess ud.

Derefter faldt tidligere minister Rasmus Helveg Petersen.

I sidste runde vandt Sigrid Friis Frederiksen over Anne Sophie Callesen med stemmerne 200 mod 112.

Inden landsmødet havde Rasmus Helveg Petersen meldt ud, at han kun ville være spidskandidat. Hvis ikke han blev valgt til det, ville han hellige sig et andet job.

Det tog han konsekvensen af søndag.

Med tasken i hånden forlod han landsmødet lige efter, han var blevet stemt ud i tredje runde, og inden den endelige afstemning var afklaret.

”Jeg er ærgerlig,” sagde han på vejen ud af salen.

Rasmus Helveg Petersen opnåede ikke genvalg til Folketinget ved valget i 2022.

Hans bror, Morten Helveg Petersen, er partiets afgående medlem af EU-Parlamentet.

I talerne inden valget af spidskandidat til EU-parlamentsvalget havde Rasmus Helveg Petersen fremhævet, at navnegenkendelse var en styrke for ham.

Han kan ikke afvise, om det viste sig at være det modsatte.

”Det kan være, de synes, der skulle noget andet til, og at jeg lignede det, der havde været før, for meget,” sagde han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også