Borgmester skyder tilbage mod Rema-direktør efter trusler om sagsanlæg

Nordfyns Kommune vil have en offentlig undskyldning fra Rema 1000’s udviklingsdirektør, efter at han har truet med at sagsøge kommunen. ”Vi tager på det kraftigste afstand,” lyder det fra borgmesteren. (Opdateret)
"Den her kritik handler for mig at se alene om, at han ikke har fået det, som han gerne ville have det,” siger borgmesteren i Nordfyns Kommune, Morten Andersen (V), om Rema-direktør Stephan Sørensens kritik af kommunen. | Foto: Joachim Ladefoged / Ritzau Scanpix
"Den her kritik handler for mig at se alene om, at han ikke har fået det, som han gerne ville have det,” siger borgmesteren i Nordfyns Kommune, Morten Andersen (V), om Rema-direktør Stephan Sørensens kritik af kommunen. | Foto: Joachim Ladefoged / Ritzau Scanpix

Anklagerne flyver mellem Nordfyns Kommune og Rema 1000’s udviklingsdirektør, Stephan Sørensen, efter at Coop sidste år blev valgt frem for Rema 1000 i forbindelse med etableringen af en ny dagligvarebutik i Morud nordvest for Odense.

Stephan Sørensen har over for Fyens Stiftstidende kaldt den kommunale håndtering for ”det mest inkompetente, jeg er stødt på,” og varslet en klage til det kommunale tilsyn såvel som en decideret stævning af Nordfyns Kommune.

Omvendt mener kommunen, at Rema-direktørens kritik er urimelig og bunder i, at han ikke har fået lov til at bygge en butik, der hvor han gerne vil.

”Jeg har jo efterfølgende spurgt Stephan Sørensen: Hvad nu hvis det her var gået Rema 1000’s vej – havde du så haft nogen kritik af kommunen? Og han svar var: Nej, det havde han ikke. Så den her kritik handler for mig at se alene om, at han ikke har fået det, som han gerne ville have det,” siger borgmesteren i Nordfyns Kommune, Morten Andersen (V), til EjendomsWatch.

EjendomsWatch har fået aktindsigt i sagen hos Nordfyns Kommune, der åbenbarer et forløb, hvor Stephan Sørensen har forsøgt at påvirke forvaltningen til at fremhæve Rema 1000’s butiksplacering frem for Coops. Da dette ikke skete, reagerede han hidsigt med anklager om usaglighed.

Dette – såvel som de udtalelserne til Fyens Stiftstidende – afvises kategorisk af både forvaltningen og den politiske ledelse i Nordfyns Kommune.

”Vi tager på det kraftigste afstand fra sådanne påstande, og i Nordfyns Kommune arbejder vi professionelt, sagligt og objektivt med sagerne, hvilket også er tilfældet i den konkrete sag. Derfor er det vores vurdering, at du bør gå ud offentligt og beklage artiklen (...) og som en konsekvens heraf samtidig bekræfte, at der ikke kommer en klagesag eller en stævning mod kommunen,” skriver borgmester Morten Andersen og kommunaldirektør Morten V. Pedersen i en fælles mail til Stephan Sørensen 21. december 2022.

Utilfreds med udfald

Konflikten udspringer af, at Nordfyns Kommune i 2022 har behandlet to anmodninger om at etablere en dagligvarebutik i byen Morud: En fra Rema 1000 og en fra Coop.

Da kommunalplanen indeholder et maksimum på, hvor mange kvm der må udlægges til butiksformål i området, var der kun plads til én af butikkerne, og i sidste ende var det op til kommunalbestyrelsen at vælge, hvilken af de to ansøgninger man ville arbejde videre med.

Forud for den politiske behandling har kommunens forvaltning vejledt ansøgerne om, hvad der ville blive lagt vægt på i forhold til placeringen af butikken. Her mener Stephan Sørensen, at Rema 1000 er blevet fejlagtigt vejledt til at vælge én placering, mens forvaltningen i sin indstilling til kommunalbestyrelsen har fremhævet Coops placering som den foretrukne.

”SS (Stephan Sørensen, red.) kommenterede vores indstilling og notat, som han mente var ukorrekt og ikke uvildigt. (...) Vi står inde for notatets udpegninger og bemærkningerne. Jeg pointerede, at det tydeligt fremgår af sagsfremstillingen, at begge udpegninger er gode,” står der i et telefonnotat om en samtale fra 19. august 2022 mellem Stephan Sørensen og direktøren for teknik, erhverv og kultur i Nordfyns Kommune, Henrik Boesen.

Da kommunalbestyrelsen på et efterfølgende møde 25. august – med stemmerne 15 mod tre – beslutter at arbejde videre med Coops butiksplacering, retter Stephan Sørensen igen henvendelse til forvaltningen, denne gang med trusler om at ”forfølge sagen i forhold til de politiske beslutningstagere,” som der står i et telefonnotat.

I december 2022 bringer Fyens Stiftstidende så en artikel under overskriften ”Rema 1000-direktør på kogepunktet truer med at stævne kommune: – Jeg har aldrig oplevet noget lignende.” Her lufter Stephan Sørensen anklager om studehandler fra kommunens side og varsler retlige skridt.

”Det er i den grad i strid med alt fagligt i den forvaltningsmæssige jura. Derfor har vi nu klaget til Tilsynsrådet, og vi er parate til at gå hele vejen og indstævne kommunen,” siger Rema-direktøren til avisen.

Borgmester kræver dementi

Samme dag som artiklen blev bragt i Fyens Stiftstidende – 19. december 2022 – blev der afholdt et møde i en anden sammenhæng mellem Stephan Sørensen, borgmester Morten Andersen og kommunaldirektør Morten V. Pedersen, hvor parterne skulle tale om mulighederne for at etablere en Rema 1000-butik i Bogense på Nordfyn.

Her blev avisartiklen italesat af Stephan Sørensen selv, der beklagede artiklen over for de to repræsentanter fra Nordfyns Kommune.

”Du udtrykte, at ”du lægger dig fladt ned”, og artiklen skulle ikke være bragt. Du oplyste til os, at dine udtalelser var sket som baggrundsstof til artiklen. I øvrigt for flere måneder siden,” skriver Morten Andersen og Morten V. Pedersen i en mail til Stephan Sørensen 21. december 2022, hvor de opfordrer Rema-direktøren til gøre sin undskyldning offentlig, da artiklen ”har bragt en del røre i det nordfynske.”

En sådan undskyldning er dog ikke blevet bragt nogen steder. Derfor giver borgmester Morten Andersen heller ikke meget for Rema-direktørens forklaring om, at hans udtalelser til Fyens Stiftstidende ikke var til citat.

”Der bliver selvfølgelig bragt det i en avis, som der bliver udtalt. Det må jeg jo gå ud fra. Og da jeg ikke set noget dementi fra Stephan Sørensen i forhold til det, der har stået i avisen, så må jeg antage, at det er det, Rema-koncernen mener,” siger Morten Andersen.

Opfatter du de her udtalelser som et forsøg på pression fra Rema 1000’s side?

”Jeg kan i hvert fald sige, at det er ikke noget, der på nogen måde får os til at ændre i den måde, vi tilgår det her. Der var et klart politisk flertal bag beslutningen, og der stopper den sag sådan set for mig,” siger borgmesteren.

Samme opfattelse har 1. viceborgmester og formand for Teknik- og Miljøudvalget i Nordfyns Kommune Anders Thingholm (K). Han var en af de tre medlemmer af kommunalbestyrelsen, der stemte for Rema 1000’s butiksplacering.

”Jeg synes, det gav mening med Rema 1000’s placering. Men alle de her konspirationsteorier om, at forvaltningen har gjort det ene og det andet, det kan jeg overhovedet ikke genkende. Der har været en ordentlig proces,” siger Anders Thingholm til EjendomsWatch.

Over for EjendomsWatch afviser Fyens Stiftstidende på det kraftigste, at Stephan Sørensen kun skulle have udtalt sig til baggrund til avisen.

Rema holder fast

EjendomsWatch har rettet henvendelse til Stephan Sørensen og Rema 1000 Danmark, der ikke ønsker at svare på kritikken.

Man bekræfter dog, at der er indgivet klage til Ankestyrelsens kommunaltilsyn over Nordfyns Kommune dispositioner i sagen, og at man afventer tilsynets afgørelse.

”Det er en meget speciel behandling, vi har fået der, for at sige det mildt – så vi ser frem til afgørelsen,” skriver Jonas Schrøder, kommunikationschef i Rema 1000 Danmark, i en mail til EjendomsWatch.

Rema 1000 Danmark har fremsendt klagen til Ankestyrelsen, der er dateret 26. september 2022. Her gør Remas faste advokat, Mogens Birkebæk fra Holst Advokater, gældende, at kommunalbestyrelsen har behandlet sagen ”på et utilstrækkeligt grundlag og under inddragelse af uvedkommende hensyn.”

”På den baggrund henstilles der til, at Nordfyns Kommune på et gennembearbejdet og belyst grundlag på ny træffer beslutning i henhold til den fremtidige planmæssige udnyttelse af det berørte centerområde,” står der i klagen.

Det er ikke første gang, Stephan Sørensen omtales af EjendomsWatch. Tidligere er blandt andet beskrevet, hvordan et boligprojekt, som Rema-direktøren havde udviklet i privat regi, blev solgt på falske præmisser til en række intetanende investorer for over 100 mio. kr.

EjendomsWatch har også beskrevet, at Stephan Sørensen har indgået et millionforlig i en sag om kreditorunddragelse i konkursboet efter en aarhusiansk entreprenørvirksomhed, som byggede Rema 1000-butikker.

(Artikel opdateret 14. februar med kommentar fra Fyens Stiftstidende.)

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også