(Denne artikel er videreformidlet af Ritzau Bureau på vegne af Information)

Det markedsbaserede system med omsættelige fiskekvoter har fejlet. Rundt om i verden har det vist sig at have en stribe negative konsekvenser for fiskerierhvervet og ødelæggende følger for fiskebestandene og det marine miljø.

Det er konklusionen på et internationalt forskningsprojekt med deltagelse af 22 forskere fra otte lande, heriblandt Danmark – et studie som i dag offentliggøres i det ansete amerikanske tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences, PNAS, skriver Information.

Studiets omdrejningspunkt er den fare ved at tænke i universalløsninger, som kvotesystemet er eksempel på: Forenklede politiske redskaber der tages bredt i anvendelse uden tanke på de mulige ulemper eller særlige lokale omstændigheder. Man forestiller sig, at sådanne universalløsninger kan bringe både økonomisk effektivitet og miljømæssig bæredygtighed, men virkeligheden er ofte en anden, viser forskningsprojektet om fiskekvoter, kaldet 'individuelle overdragelige fiskerikvoter', IOK'er.

"Systemet med IOK’er bygger på simple markedsbaserede løsninger, hvor man kan købe og sælge rettighederne til at fiske en bestemt mængde af en bestemt fiskebestand. Og det lyder jo dejlig enkelt, men vi kan se, at fiskerikvotesystemet både skaber miljøproblemer og en koncentration af magten i fiskeriindustrien med sine monopollignende ejerskaber af fiskeressourcerne. Det medfører risiko for korruption og magtmisbrug," siger postdoc Lau Øfjord Blaxekjær, Nordic Institute of Asian Studies på Københavns Universitet, som er dansk deltager i projektet sammen med professor Jesper Raakjær, Aalborg Universitets Institut for Planlægning, til Information.

Mange negative bivirkninger

Artiklen i PNAS fastslår, at "der er mange veldokumenterede negative bivirkninger og utilsigtede konsekvenser forbundet med IOK'er".

"IOK’er har forårsaget kulturelle omvæltninger via udelukkelse af indfødte og selvforsynende brugere i USA, Canada og New Zealand, resulteret i kvote-oligopoler (et oligopol er en markedsform domineret af få udbydere, red.), manglende fleksibilitet og økonomiske trængsler i Island, Danmark, Storbritannien og Færøerne samt fejlet med at forebygge bestandsreduktioner eller forpurret anstrengelser for genopbygning i adskillige fiskerier i Grønland, Holland, Canada, Australien og internationale farvande," hedder det.

I Danmark er 'kvote-oligopoler' kendt fra debatten om de såkaldte kvotekonger.

Systemet med salgbare fiskekvoter blev indført herhjemme i 2003 som forsøgsordning for sild, I 2004 udvidet til også at gælde makrel, tobis, sperling m.m. og i 2007 gjort permanent samt også gældende for bundfisk som torsk, rødspætte, kuller, pighvar m.m. I praksis var hele fiskeriet hermed underlagt det ny system.

Før indførelsen af de omsættelige kvoter havde alle fiskefartøjer lige adgang til at fiske en bestemt ration pr. uge eller måned, med rationen bestemt af skibets størrelse. Rationen kunne ikke overføres til en senere periode, endsige sælges.

Dette system blev skiftet ud med de salgbare kvoter i bestræbelsen på at løse problemet med en dansk fiskerflåde, der dengang var for stor i forhold til skrumpende fiskebestande, for gammel og med for dårlig økonomi.

"Antagelsen bag reformen var, at ved at markedsliggøre fiskerirettighederne ville markedskræfterne sikre en løbende tilpasning, som ville samle fangstmulighederne hos de fiskere, der med moderne fartøjer bedst kunne levere den højeste kvalitet af fisk," skriver Rigsrevisionen i sin redegørelse fra sidste år om den politiske reform, der indførte kvoterne.

Anbefaler et opgør med systemet

Det mål må i den grad siges at være nået, om end med alvorlige omkostninger. De mindre fiskere, herunder de danske kystfiskere, var ikke kapitalstærke og i stand til at investere så meget i kvoterne som de store trawlere og rederier, og derfor er de gradvist blevet trængt ud af erhvervet. Som Rigsrevisionen formulerer det:

"Generelt har udviklingen fulgt devisen: jo større fartøjer, jo bedre økonomi. De største fartøjer på over 40 meter havde allerede fra reformens start en tilfredsstillende økonomi, som gradvist er blevet forbedret. Nøgletallene for disse fartøjers økonomi viser en særdeles tilfredsstillende udvikling. Derimod har små fartøjer under 15 meter haft en utilfredsstillende økonomi i hele perioden 2003-2012."

Så udviklingen er gået mod stadig færre, men samtidig stadig større fartøjer i gruppen af store fiskefartøjer, mens flåden af mindre både er drastisk reduceret. De 16 største ejere af IOK-kvoter, samlet i 10 selskaber, har ifølge Rigsrevisionen øget deres andel af den samlede kvote fra 50 pct. til 66 pct. bare siden 2012.

Halvdelen af de små fartøjer, der fisker kystnært, er forsvundet siden 2005. Af egentlige kystfiskersamfund, hvor kutterne trækkes op på stranden, er der kun ét tilbage: Thorup Strand ved Jammerbugten.

Gennem de seneste 10 år er erhvervsfiskeriet fra 26 danske havne ophørt. I bestræbelserne på at erhverve sig flere kvoter har de store aktører, 'kvotekongerne', lavet selskabs- og ejerskabskonstruktioner, der i perioder bl.a. har gjort det uvist for myndighederne, hvem der egentlig ejede en del af kvoterne. Greenpeace kunne sidste år påvise, at svenske fiskerivirksomheder via danske datterselskaber har opkøbt danske fiskekvoter for over 1 mia. kr.

Det er en udvikling som denne i Danmark, forskerne bag kortlægningen i PNAS-studiet beskriver og advarer imod.

"De individuelle fiskekvoter har ført til stor ulighed mellem ejerne af de store etablerede fiskerivirksomheder – de såkaldte kvotekonger – og yngre fiskere og mindre fiskerivirksomheder," hedder det bl.a. i pressemeddelelsen, der ledsager offentliggørelsen.

"Den udbredte brug af IOK'er har medført, at bifangster i dag bliver smidt ud og forhindrer ikke overfiskeri," tilføjes det.

Forskerne bag studiet offentliggjort i PNAS anbefaler et opgør med det udskældte IOK-system via oprettelse af en åben global database, der samler forskning og erfaringer med konkrete måder at forvalte fiskeriet for dermed at bane vej for bedre løsninger.