Karsten Dybvad gør klar til at stoppe i Dansk Industri - indstillet som formand i Danske Bank

Direktøren i Dansk Industri, Karsten Dybvad, stopper snart i organisationen. Han er blevet indstillet som ny bestyrelsesformand i Danske Bank.
Karsten Dybvad stopper som adm. direktør i Danske Bank. | Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix
Karsten Dybvad stopper som adm. direktør i Danske Bank. | Foto: Anne Bæk/Ritzau Scanpix

Karsten Dybvad skal snart i gang med at pakke sine sager sammen i Industriens Hus, da han har fået nyt job.

Han er nemlig blevet udpeget som bestyrelsesformand i Danske Bank, hvor han skal afløse Ole Andersen.

Indstillingen af Karsten Dybvad til posten som formand i Danske Bank betyder nemlig, at han stopper som adm. direktør i Dansk Industri.

Det oplyser Dansk Industris bestyrelsesformand, Lars-Peter Søbye, i en pressemeddelelse.

"På sigt er det ganske enkelt ikke muligt at løfte to så krævende job samtidigt, og derfor er det også åbenbart, at DI vil få brug for en ny adm. direktør, som kan overtage ansvaret for at videreudvikle DI som Danmarks ubetinget største og mest betydningsfulde erhvervsorganisation," udtaler Lars-Peter Søbye.

Været DI-direktør siden 2010

Karsten Dybvad har været adm. direktør i Dansk Industri siden 2010. Inden da har han bl.a. været departementschef i både Trafikministeriet, Finansministeriet og Statsministeriet.

"Jeg er da stolt på DI’s vegne. Det er en af de mest betydningsfulde bestyrelsesposter i Danmark, som Karsten Dybvad er blevet indstillet til. Jeg er sikker på, at han med sine kompetencer, sin høje integritet og stærke samfundsengagement er et rigtig godt valg. Jeg vil på vegne af DI ønske Karsten et stort tillykke med indstillingen," udtaler Lars-Peter Søbye.

Karsten Dybvad fortsætter i Dansk Industri, indtil der er en afgørelse om indstillingen til bestyrelsesformand i Danske Bank. Herefter vil Karsten Dybvad fortsætte i en overgansperiode i Dansk Industri, skriver organisationen selv i pressemeddelelsen.

AP Møller har indstillet Dybvad

Det er aktionæren i Danske Bank A.P. Møller Holding, der har indstillet Karsten Dybvad som ny bestyrelsesformand.

Derfor skal der nu holdes en ekstraordinær generalforsamling i Danske Bank, hvor Karsten Dybvad forventes at blive godkendt som ny formand.

"For A.P. Møller Holding er det afgørende, at en fremtidig bestyrelsesformand har dokumenteret erfaring med samfunds – og myndighedsrelationer, således at han kan sikre de nødvendige ændringer, der skal til for at genopbygge tilliden til Danske Bank. Karsten Dybvads kompetencer og erfaring supplerer bestyrelsens finansielle og regulatoriske kompetencer. Derudover har han integritet og forstår Danske Banks bredere formål og relevans for samfundet, og kan således sætte den rigtige retning for ledelsen," udtaler Robert Uggla fra A.P. Møller Holding i en pressemeddelelse.

Dybvad vil vaske hvidvaskplet væk

Danske Bank har været voldsomt i vælten den seneste tid på grund af hvidvaskskandalen i Estland. Det har indtil videre fået bankens adm. direktør, Thomas Borgen, til at melde sin afgang. Den nuværende bestyrelsesformand i banken Ole Andersen har ligeledes åbnet for, at han vil forlade formandsposten, når der er fundet en ny adm. direktør.

Karsten Dybvad fortæller, at han vil arbejde for, at Danske Bank bliver en troværdig bank, hvis han bliver valgt som formand.

"Danske Bank er den centrale og bærende finansielle institution for Danmark og for danske virksomheder. Hvis jeg bliver valgt, vil jeg, sammen med den øvrige bestyrelse, gøre alt for at sikre, at Danske Bank genvinder sin position som en troværdig bank i samfundet, hos myndigheder og kunder, og blandt bankens mange dedikerede og talentfulde medarbejdere," udtaler Karsten Dybvad.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også