Vestas vil have Helle Thorning-Schmidt i bestyrelsen

Den tidligere statsminister har sagt ja til at blive indstillet til vindmølleproducents bestyrelse.
Helle Thorning-Schmidt. | Foto: Claus Bonnerup/Polfoto/Arkiv
Helle Thorning-Schmidt. | Foto: Claus Bonnerup/Polfoto/Arkiv
AF RITZAU

Den tidligere socialdemokratiske statsminister Helle Thorning-Schmidt kan meget vel være på vej ind i erhvervslivet top. Vindmølleproducenten Vestas har indstillet den tidligere statsminister til en plads i sin bestyrelse, og Helle Thorning-Schmidt har takket ja.

Det oplyser Vestas i en meddelelse til fondsbørsen fredag.

"Vestas har fundet en stærk kandidat i Helle Thorning-Schmidt, som har kernekompetencerne til at bidrage til bestyrelsens arbejde og via hendes erfaring kan bidrage til, at Vestas bliver den globale leder inden for bæredygtige energiløsninger," skriver Vestas.

"Derudover vil Helle Thorning-Schmidt kunne bidrage med sin omfattende viden inden for det politiske miljø omkring statsregulerede industrier såsom energiindustrien, samt et globalt netværk og erfaring i at lede komplekse organisationer."

Helle Thorning-Schmidt var statsminister fra 2011 til 2015, hvor hun efter at have tabt flertallet i Folketinget forlod dansk politik. Herefter blev hun direktør for Red Barnets internationale organisation, Save The Children. Hun har dermed base i London.

Om hun træder ind i bestyrelsen bliver afgjort på Vestas årlige generalforsamling 3. april.

I så fald bliver hun ikke det første medlem i Vestas med politisk erfaring. I sommer annoncerede Vestas, at den tidligere minister Lykke Friis forlod bestyrelsen, da hun rejste til Tyskland for at blive korrespondent. Lykke Friis havde siddet i bestyrelsen i lidt over et år.

Helle Thorning-Schmidt har erfaring fra både EU-Parlamentet, hvor hun sad i fem år fra 1999. I 2005 blev hun valgt ind i Folketinget og blev kort efter formand for Socialdemokratiet.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også