Landmænd kompenseres for sprøjteforbud ved vandboringer

Landbruget får erstatning for den jord, hvor der ikke længere må bruges pesticider som følge af et kommende sprøjteforbud ved drikkevandsboringer.
Det vækker tilfredshed hos formand for Landbrug & Fødevarer Martin Merrild.
"Det har været et kardinalpunkt for os, at landmændene bliver behandlet ordentligt og erstattet fuldt og helt for alle værdimæssige tab som følge af et sprøjteforbud i boringsnære beskyttelsesområder," siger han i en pressemeddelelse.
Boringsnære beskyttelsesområder er statsligt udpegede områder omkring drikkevandsboringer.
Aftalen, der er indgået af et bredt politisk flertal, betyder, at kommunerne skal finde lokale løsninger for at stoppe brugen af pesticider i disse områder.
Det skal ske i samarbejde med landbruget.
Martin Merrild betoner, at det skal være frivillige aftaler mellem lodsejere, vandforsyninger og kommuner.
"Nu skal arbejdshandskerne på lokalt, så der laves nogle holdbare løsninger sammen med landmændene, og vi ikke får skåret vores marker op i små ubrugelige pletter," siger Martin Merrild.
Landbrugsformanden understreger også, at man grundlæggende finder det nye initiativ unødvendigt.
Holdningen hos Landbrug & Fødevarer er, at grundvandet i forvejen er velbeskyttet allerede med den nuværende praksis omkring godkendelse af pesticider og de eksisterende beskyttelseszoner omkring vandboringer.
/ritzau/