Antallet af nystartede virksomheder falder - Dansk Erhverv skyder skylden på politisk aftale

I andet kvartal af 2019 er der oprettet 12 pct. færre virksomheder i forhold til samme periode året før. Ifølge Dansk Erhverv er det en politisk aftale, der er årsagen til faldet.
Jasmina Pless, chefkonsulent for iværksætterpolitik, politik og analyse i Dansk Erhverv. | Foto: PR/Dansk Erhverv
Jasmina Pless, chefkonsulent for iværksætterpolitik, politik og analyse i Dansk Erhverv. | Foto: PR/Dansk Erhverv

Færre danskere kaster sig ud i et iværksættereventyr ved at starte egen virksomhed.

Det viser nye tal fra analysevirksomheder Experian over antallet af nyopstartede virksomheder i andet kvartal af 2019, som Dansk Erhverv har kigget på.

Ifølge tallene er der oprettet 8685 virksomheder i andet kvartal 2019 mod 9938 virksomheder i samme periode året før. Det svarer til et fald på 12,6 pct.

Ifølge Jasmina Pless, chefkonsulent for iværksætterpolitik, politik og analyse i Dansk Erhverv, skyldes det i høj grad en politisk aftale, der trådte i kraft 15. april i år. Aftalen betyder, at det fra den dato ikke længere har været muligt at oprette et såkaldt iværksætterselskab (IVS), som kun krævede 1 kr. i startkapital.

"Det er ærgerligt, at vi har ladet de brodne kar ødelægge mulighederne for alle de lovende iværksættere i Danmark, som stifter et iværksætterselskab med gode intentioner. Iværksættere er dem som skaber fremtidens vækst og arbejdspladser, derfor er det vigtigt, at vi sikrer gode vilkår for at starte virksomhed i Danmark," udtaler Jasmina Pless i en pressemeddelelse.

Forudser yderligere fald

Kigger man dybere ned i tallene kan man se, at der i maj måned i år blev stiftet 30 pct. færre selskaber sammenlignet med maj sidste år. Da maj er den første måned, hvor det slet ikke har været muligt at oprette et iværksætterselskab forudser Dansk Erhverv, at antallet af nystartede virksomheder vil dykke yderligere fremover.

"Det dalende antal nyetableringer, efter muligheden for IVS er stoppet, tyder på, at iværksætterne ikke tilsvarende starter nye virksomheder i de øvrige selskabsformer. Det giver grund til at forvente, at vi i andet halvår af i år for første gang i seks år vil se et fald i antallet nyetableringer herhjemme," skriver Dansk Erhverv i en analyse om selskabsformen.

Det var den daværende erhvervsminister Rasmus Jarlov (K), der stod bag skrotningen af iværksætterselskaber. Ifølge den daværende minister var der for stor risiko for snyd med selskabsformen.

"IVS’erne har blandt andet den ulempe, at man kan stifte gæld i dem og efterfølgende lade dem tvangsopløse uden selv at miste penge. Det medfører en risiko for svig. Derfor vælger vi nu at afskaffe selskabsformen. Til gengæld gør vi det billigere at oprette et anpartsselskab, så det fortsat er nemt og billigt at oprette selskaber i Danmark," lød det fra Rasmus Jarlov, da aftalen om at afskaffe iværksætterselskaberne blev besluttet.

I samme ombæring blev kapitalkravet til at oprette et anpartsselskab sænket fra 50.000 til 40.000 kr.

Ifølge Jasmina Pless fra Dansk Erhverv var iværsætterselskabsformen en god måde for mange til at starte en virksomhed, der så senere kunne omdannes til netop et anpartsselskab, når det havde vist sig levedygtigt:

"For flere af Dansk Erhvervs medlemsvirksomheder har iværksætterselskaber været altafgørende for, at virksomheden kunne blive stiftet. Flere har startet deres virksomhed som et iværksætterselskab og senere omdannet virksomheden til et anpartsselskab, da den var moden til det," udtaler Jasmina Pless.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også