Robotfirma startede med tre mand hjemme i køkkenet: EU-program hjalp virksomheden med at vokse til 65 ansatte

Odense-virksomheden Blue Ocean Robotics er på seks år vokset fra tre til 65 mand. Virksomheden har blandt andet skaffet penge ved at ansøge i EU's forskningsprogram Horizon 2020.
John Erland Østergaard, teknologidirektør i Blue Ocean Robotics | Foto: PR/Blue Ocean Robotics
John Erland Østergaard, teknologidirektør i Blue Ocean Robotics | Foto: PR/Blue Ocean Robotics

Egentlig var John Erland Østergaard professor på Syddansk Universitet med en fortid som forsker på både Aarhus Universitet og Danmarks Teknologiske Universitet. Men i 2013 besluttede han sammen med to andre sig for at starte en robotvirksomhed i det danske centrum for robotter i Odense.

Virksomheden fik navnet Blue Ocean Robotics, og i dag beskæftiger virksomheden 65 mand.

"Vi startede med at være tre mand hjemme i mit køkken i 2013. Så var vi fem, så var vi otte, så var vi femten. Det har været en rigtig spændende rejse, som blandt andet er blevet til virkelighed på grund af penge fra forskningsprogrammer som Horizon 2020," siger John Erland Østergaard til PolicyWatch.

Bolue Ocean Robotics er nemlig en af flere hundrede danske virksomheder, der har nydt godt af de penge, som EU har sat af til forskning via programmet Horizon 2020 i nye produkter, der potentielt kan laves til reelle virksomheder og skabe nye arbejdspladser i hele Europa.

John Erland Østergaard har mere end 20 års erfaring med at søge midler fra diverse forskningsprogrammer i Danmark og i EU, og han mener, at programmerne kan være med til at skabe nogle af fremtidens virksomheder.

Laver robotter til hospitaler

Ifølge John Erland Østergaard har Blue Ocean Robotics fået omkring 30 mio. kr. i diverse forskningsmidler, som er blevet brugt på at udvikle og teste nye robotter, som i fremtiden kan bruges til blandt andet at få patienter på hospitaler op af sengen og ud på toilettet eller til at transportere medicin, udstyr og mad rundt på sygehusgangene.

"De her programmer fra blandt andet Horizon 2020 har gjort, at vi har fået en masse teknologitilførsel til vores virksomhed, og vi har fået midler til at opbygge nogle produkter, der kan kommercialiseres," siger John Erland Østergaard.

Ifølge robotdirektøren kræver det tid og indsigt i forskningsprogrammerne, før man som virksomhed skal kaste sig ud i at søge midler fra eksempelvis Horizon 2020. Blue Ocean Robotics har derfor altid været en del af større konsortier, når produkter skal udvikles via forskningsmidler, så man er flere om at gennemføre en ansøgningsproces.

"Vi har blandt andet været med i et større konsortium, der har fokuseret mere i teknologiudvikling end i et egentligt produkt. Vi har været med i et projekt, der hedder Baby Robot, der udvikler sociale robotter, som kan få en fornemmelse af, hvordan børn og voksne bevæger sig, hvad de siger, og hvilket humør de er i. Det er teknologier, der for eksempel kan udvikles til at tage sig af børn med autisme."

Det lyder ret fremtidsagtigt?

"Det er ellers ret nutidigt," siger John Erland Østergaard og påpeger, at det ifølge ham er realistisk, at robotter kan hjælpe sygeplejersker på hospitaler fra omkring 2023.

Arbejder med universiteter i hele Europa

Direktøren fortæller, at Blue Ocean Robotics også arbejder sammen med universiteter i hele Europa i forskningsprogrammer. Konsortiet bag Baby Robots talte eksempelvis universiteter fra både Frankrig, Tyskland og Grækenland.

"Vi har været i branchen i mange år, og vi har et fantastisk robotnetværk. Så folk fra universiteterne kender os. Det gør, at de inviterer os med, hvis de har en projektansøgning kørende, hvor vi vil passe godt ind," siger John Erland Østergaard.

Det er lidt af et nåleøje, som virksomheder skal igennem, før de kan få penge fra Horizon 2020. Ifølge tal fra Forskningsministeriet er det knap 15 pct. af de danske ansøgere i Horizon 2020, der rent faktisk får penge ud af programmet.

Netop erfaringen med at søge midler via blandt andet Horizon 2020 gør også, at Blue Ocean Robotics ifølge John Erland Østergaard har en højere succesrate end gennemsnittet, og derfor mener han også, at virksomheder skal tænke sig om, inden de kaster sig over ansøgninger i Horizon 2020.

"Det kan være svært for en mindre virksomhed, der arbejder på konkrete produktløsninger, at bruge eksempelvis Horizon 2020. Det kan godt blive for tungt og for ufokuseret. Man skal tænke sig rigtig godt om, inden man giver sig i kast med det," siger John Erland Østergaard.

Horizon 2020 udløber ved udgangen af 2020 og videreføres i det næste forskningsprogram med navnet Horizon Europe.

Her forventes det, at der over de kommende syv år skal uddeles omkring 750 mia. kr. til forskningsprojekter i hele Europa.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også