Radio24syv vil melde ud om fremtiden i august

I løbet af de kommende uger tager Radio24syv stilling til, om kanalen vil satse på en fremtid på DAB og søge sendetilladelsen til den aktualitets- og kulturkanal, der nu er sendt i udbud, siger adm. direktør for Berlingske Media, Anders Krab-Johansen.
Anders Krab-Johansen, adm. direktør for Berlingske Media. | Foto: Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix
Anders Krab-Johansen, adm. direktør for Berlingske Media. | Foto: Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix

Radio24syv vil se fremtid og udbudsmateriale an de kommende uger, inden taleradioen melder ud, om kanalen vil satse på at sende videre på DAB, når sendetilladelsen på FM4 udløber til november.

Det siger adm. direktør for Berlingske Media, der ejer majoriteten af radioen, efter udbuddet af den kommende nyheds- og kulturkanal fredag er skudt i gang.

"Vi har aftalt (i ejerkredsen og ledelsen, red.), at vi kommer med en melding d. 15. august," siger Anders Krab-Johansen, adm. direktør for Berlingske Media.

"Vi vil gerne gøre os umage og kigge materialet ordentligt igennem først. Det eneste, vi kan sige indtil da, er, at vi synes, det er en positiv vending," siger han med henvisning til, at kulturminister Joy Mogensen i begyndelsen af juli kom Radio24syv i møde og fremskyndede udbudsprocessen, så radioen kan sende fra 1. november.

I udgangspunktet skulle DAB-kanalen sende fra nytår, hvilket udløste store protester fra Radio24syv, fordi radioen - i tilfælde af at vinde sendetilladelsen - ville stå med to måneders driftsvakuum med lønninger og regninger, men ingen penge fra staten at betale med.

Tilfredse med samarbejdet

Bag Radio24syv står ud over Berlingske Media selskabet People Group og ejerne Jan Duckert og Jakob Kvist. Herfra er der tidligere meldt ud, at man er klar til at søge DAB-kanalen - også hvis Berlingske Media skulle melde pas. Ifølge Anders Krab-Johansen vil Berlingske Media sigte på at fortsætte med samme ejerkreds som i dag, hvis Radio24syv byder ind på DAB-kanalen, der har ansøgningsfrist i september.

"Hvis vi søger, er sandsynligheden for at det er den samme kreds, der står bag, ret stor. Vi er ret glade for samarbejdet," siger Anders Krab-Johansen.

Radio24syv var alene om at søge sendetilladelesen på FM4, der gik i luften i 2011. Flere andre interesserede trak sig på grund af meget detaljerede krav til indholdet.

Sammenlignet med kravene til Radio24syvs flade er der på flere områder mere frie tøjler i rammerne for den nye DAB-kanal. Listen over indholdskrav er generelt noget kortere, og hvor Radio24syv f.eks. er forpligtet til at sende to timers nyheder i døgnet er kravet til DAB-kanalen 65 min. i døgnet. Samtidig må genudsendelser fylde 20 pct. i aften- og nattetimer mod 10 pct. for Radio24syv.

DAB-kanalen er forpligtet til at sende 70 minutters kulturnyheder og 20 timers kulturstof ugentligt, som svarer til det eksisterende kravet til Radio24syv. Der skal samlet være minimum 90 timers nyproduktion pr. uge

Denne artikel er leveret af PolicyWatchs søstermedie MediaWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også