Facebook omsatte for 531 millioner i Sverige sidste år – og betalte 4,8 millioner i skat

Det amerikanske techselskab øgede omsætningen markant i Sverige sidste år, viser nyt regnskab. Facebooks skattebetaling lå dog fladt.
Foto: Dado Ruvic/REUTERS / X02714
Foto: Dado Ruvic/REUTERS / X02714

Facebooks skattebetaling i Sverige faldt fra 6,9 til 6,8 mio. svenske kr. mellem 2017 og 2018. Det sker på trods af at omsætningen i samme periode steg fra 113 til 758 mio. svenske kr.

Det skriver det svenske medie DI Digital.

Det svarer i danske kroner til en omsætning på 531 mio. kr. – og en skattebetaling på 4,8 mio. kr. Den store stigning i omsætningen skyldes, at Facebook sidste år begyndte at rapportere dele af annonceindtægterne i lande, hvor virksomheden har lokale salgskontorer – som i Sverige.

"Den 1. juli 2018 er virksomhedens aktiviteter blevet udvidet til også at omfatte videresalg af annoncer til udpegede svenske kunder," skriver Facebook i årsrapporten.

Hovedparten af Facebooks omsætning i Sverige stammer dog ifølge DI Digitals oplysninger fra virksomhedens selvbetjeningsplatform, hvor selskaber køber annoncering, og den del af forretningen bogføres i Irland, skriver mediet.

Til trods for fremgangen i omsætningen halter den svenske forretning dog efter resten af koncernen. Resultat efter finansielle poster lød på godt 15 mio. svenske kr. Således landede indtjeningsmarginen blot på 2 pct. i Sverige sidste år. Til sammenligningen lød den på 40 pct. på koncernniveau.

Denne artikel er leveret af vores søstermedie ITWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også